Godt nok er vi midt i juletiden, men de fleste gamere ved alligevel ikke, hvad de skal lave i den kommende weekend. Det ender med mangevis af timer foran computere, lige som vi allerbedst kan lide det. Har du endnu ikke lagt planer, så har vi en idé til dig. Der spilles nemlig SteelSeries CS:GO Championsship Invite finaler i morgen.

Her mødes de absolut bedste besatte og spillende hold i Danmark. De farlige nørder fra über G33KZ, skarpe Reason Gaming og farlige n!faculty.

Mange har sikkert allerede spået om, hvem de har som favoritter, hvem der vinder og hvem der bliver den store taber. Men én ting kan man være sikker på - alle hold møder kampklare op til start, for der dystes om lukrative 21.000 kroner i kolde kontanter.

Første kamp er en spændende en af slagsen. Slaget kommer til at stå mellem uG og Reason. Her er der lagt op til et rigtig fedt opgør, hvor der er farlige spillere at finde på begge sider. Mange vil nok mene, at nørderne har fordelen, men spørger man Frederik "LOMME" Nielsen, så kan opgøret snildt gå Reasons vej, hvis de rammer dagen:

Alt kommer an på, om vi lige har en god dag, hvis ja, så kan vi slå både n! og uG, hvis vi har en dårlig dag, så taber vi nok. Så det er lidt random. Vi har ikke spillet siden DH udover lidt gathers osv., så vi er ikke specielt klar pga. eksaminer bl.a. Men vi glæder os rigtig meget! Stemningen på holdet er ikke skide god pga. vi har for lidt timer, så vi stinker lidt for meget :D Men vi må bare håbe, at vi lige kan skrue op for nogle HS, så skal tingene nok gå ;)

Spørger man Andreas "Xyp9x" Højsleth fra über G33KZ, så møder de op med en god portion selvtillid.

Vi skal i mod Reason Gaming i morgen, og der er ingen grund til at undervurdere dem. Vi har haft nogle gode resultater online på det seneste og slået VG. Senest i aften tabte vi til NiP i en kamp, hvor intet virkelig virkede for os. Det giver os mere gejst til at vinde i morgen og ikke undervudere eller smide nogle runder.

Vinderen af første opgør ryger direkte i finalen, mens taberen skal møde n!faculty. Taber man det første opgør har man altså en mulighed for stadig at løbe med pengene.

Det er uden tvivl über G33KZ, der er favoritter til at løbe med trofæet. Nørderne har været utrolig formstærke på det sidste, især i går aftes, hvor de hev en 2-0 sejr mod VeryGames i LAN. Man kan dog heller ikke undervurdere n!faculty, der endte med at tage et map fra Ninjas in Pyjamas i Fragbite Masters 2013 turneringen.

Og spørger man til n!faculty lejren, så er Lukas "gla1ve" Rossander og holdet "yderst velforberedt":

Jeg forventer det samme som altid til en dansk event. En top3 placering og så er jeg glad og, det samme er holdet. Synes vi har vist virkelig godt spil fra starten, og det er vidst ikke svært at se, at vi var virkelig gode til Dreamhack Winter 2013, når man kan spille så tæt mod hold som compLexity. Vi føler os virkelig klar, da jeg lige var en uge på tenerife efter DreamHack, så vores forberedelser har været virkelig gode, og vi har fået lavet en masse nye ting. Stemningen er virkelig god, efter vi tog 1 map fra NiP og bagefter taber to gange 16-4. Regner med, vi kan gøre god skade med hensyn til afterpartyet.

Kampprogrammet for på lørdag ser såldes ud:

SteelSeries Championship Invite Finaler

Tidspunkt

Resultat


über G33KZ vs. Reason Gaming
12:00

x - x


n!faculty vs. Taber Kamp 1

16:00 x - x

Vinder Kamp 1 vs. Vinder Kamp 2
20:00
x - x

Kampene bliver castet af ingen ringere end Tomas "xlo" Falden og Malte "Herden" Boelt. Efter turneringen er færdigspillet, hæder og præmier er delt ud, så er der dømt afterparty.

Turneringen bliver afviklet på DSRack eSports Café, hvor alle er velkomne. Så mød da op og hils på finalisterne, få en tår drikke og nyd noget af det bedst mulige Counter, du kan opleve i Danmark.

Ses vi?