Vi troede at DPL runde 4 var gået som smurt, men det var desværre ikke tilfældet. Der har efterfølgende været en ENORM debat i Facebook gruppen for DPL: Find den her. Noget af dette har været mere konstruktivt end andet, og vi har været igennem ren usaglig had mod Gaming.dk/DPL (dermed mig) og heldigvis også en del støtte, som gør, at vi nok også fortsat har mod på DPL sæson 2. 

Hvad er der sket?

I forbindelse med udvælgelsen af hold til DPL runde 4 blev det besluttet, at vi ville se bort fra hold med to tidligere spillere, som har deltaget i en anden runde. Denne beslutning kommer på baggrund af interessen for DPL og i særdeleshed runde 4. Husk at vi med Dansk PUBG Liga, har skabt den største online turnering i Danmark, målt på antal spillere, der deltog, eller ønskede at få et spot. Da vi annoncerede turneringen, håbede vi, at kunne skrabe ca. 400 spillere ind, men i virkeligheden har der været ca. 900-1.000, der har ønsket at deltage. I denne proces skulle vi pludselig tage højde for en masse ting, som ikke havde været en del af vores proces fra starten. Således blev det ikke spottet at spillerne Neelamizzle og KingJonesGaming tidligere havde deltaget i runde 2, hvilket er vores fejl og ikke spillernes. Spillerne klarede sig rigtig godt, og sluttede runde 4 som nr. 2.

Afgørelse på runde 4

Det er besluttet at Neelamizzle og KingJonesGaming ikke deltager i DPL sæson 1 finalen, da de selvfølgelig trækkes ud, på præcis samme måde, som det var tilfældet for flere andre hold, der i første omgang havde fået et spot i runde 4 (dvs. ens for alle). Dermed rykkes spillerne Nugfiggers9000 og Simonemil op som nr. 10, og skal derfor deltage i DPL sæson 1 finalen. Du finder den endelige liste til DPL finalen HER.

Men andre har deltaget 2 gange?

Det er korrekt, at der i runderne 1, 2 og 3 har været gengangere til stede. Dette er sket, da vi især under runde 2 oplevede, at RIGTIG mange af de spillere der havde tilmeldt sig, ikke mødte op. Derfor havde vi en standby liste klar bestående af hold, der aldrig havde deltaget og hold der tidligere havde deltaget. Dem uden tidligere deltagelse blev selvfølgelig prioriteret over de andre. Interessen for standby listen har været ganske lille, og bestået af højest 7 hold, da vi havde flest på listen. Til runde 3 og 4 så vi dog stort set ikke et eneste hold blive væk, og derfor blev standby listen praktisk talt ikke taget i brug, hvor vi sammenlignet med Runde 2 var helt nede på under 80 spillere før vi brugte af standby holdene.

Hvad tager vi med til sæson 2?

Vi tager alle de forslag til os, som bliver diskuteret og skrevet på mail eller Facebook. Vi har rigtig mange udfordringer i forbindelse med håndteringen af de tilmeldte spillere. Selvom det burde være tilstrækkeligt at bruge Ingame navne og email adresser som kontaktinformationer, og dermed også vores måde at holde øje med, at der ikke er dobbeltdeltagelse og andre problemer, så vil folk prøve at snyde sig med. Dette gælder også i det tilfælde, hvor vi har spillere, der ikke har tilladelse til at deltage i vores aktiviteter frem mod starten af 2018. 

Som en afslutning på det hele, så vil vi fortsat hellere foretage 5 ændringer igennem sæson 1, for så at have en fejlfri sæson 2, kontra kun at lave ændringer imellem sæsoner og så skulle bruge den dobbelte tid på at komme alle børnefejl igennem. For hvis rygterne holder stik, så skal vi ikke langt frem før der bliver langt større præmier!