Danmark træder for alvor ind på esportsscenen som nyskabende, innovativ og udfordrende, når BLAST Pro Series i november får verdenspremiere i Royal Arena foran mere end 10.000 tilskuere og millioner af seere verden over.

Modsat andre tidligere og nuværende turneringer kan BLAST Pro på forhånd annoncere holdene, der optræder på scenen og dermed garantere publikum, fans, seere og alle andre, hvilke hold, der kan opleves live på scenen. Tidligere er de danske CS:GO-giganter fra Astralis og North blevet præsenteret, og i dag er det offentliggjort at de svenske giganter fra NiP og det internationale storhold FaZe Clan også vil kunne opleves live i Royal Arena. Hvilket betyder at vi blandt andet får lov til at opleve dette frygtindgydende hold i Danmark: 

  • Karrigan
  • Olofmeister
  • NiKo
  • Guardian
  • rain

Herudover kommer også Ninjas in Pyjamas som er en institution indenfor esport og de svenske giganter vil helt sikkert trække mange, meget aktive fans over sundet til Royal Arena. FaZe Clan er med den tidligere Astralis in-game leader, karismatiske Finn “karrigan” Andersen, på holdet et af verdens største esports brands, der med millioner af fans verden over altid er garant for toppræstationer og kæmpe publikumsopbakning.

Det er altså to af de helt store, der træder ind i turneringen sammen med danske North og Astralis, hvor yderligere to top-hold bliver annonceret inden længe.

Finn "karrigan" Andersen, FaZe Clan, glæder sig selvsagt til mødet med det danske publikum:

Det bliver vildt at spille i Royal Arena foran den største esports-crowd i Danmark nogensinde. Jeg elsker ideen med, at fans på forhånd ved, at deres favorithold kommer på scenen - det er helt unikt og ikke noget man ser i andre turneringer.
For mig betyder det selvfølgelig også en hel masse at spille i København, og jeg glæder mig til at opleve de danske fans. Det kan godt være, det er Astralis' og Norths hjemmebane, men det er også min og jeg håber selvfølgelig på stor opbakning. Jeg glæder mig vildt til turneringen!

BLAST Pro er udviklet for at øge publikumsoplevelsen i arenaen og bag skærmen. De afgørende runder af gruppe- spillet, som normalt afvikles bag lukkede døre, vil blive spillet i arenaen, hvor publikum vil blive guidet igennem kampene, højdepunkter og afgørende øjeblikke af den verdenskendte danske “Caster” Anders Blume og hans team. Semifinale og finale spilles på Centre Stage i en kampoplevelse på højde med de mest intense sportsmomenter.

Billetterne vil gå i salg 31. august med forsalg 29.-30. august via blastproseries.com

Hvis du ønsker at sikre dig selv billetter til dette kæmpe event, skal du nok være hurtig ude, for vi så alle at der på mindre end et døgn var udsolgt til ESL eventet i Odense.