Challenger turneringen blev i går færdigspillet i Nordamerika, og dermed er de tre europæiske og tre nordamerikanske Challenger hold fundet, som skal spille en altafgørende kamp mod et tidligere LCS-hold om en plads i netop LCS - League of Legends Championsship Series.
Men det blev med flere større overraskelser i både den europæiske og nordamerikanske turnering. I Europa cruisede Copenhagen Wolves elegant over alle deres modstandere, imens at den anden favorit, TCM Gaming, kom i store problemer.
TCM Gaming startede ellers de to første dage ud med to sejre og et enkelt nederlag til Copenhagen Wolves. Men lørdagen blev rigtig slem for det europæiske mandskab, som tabte til både SUPA HOT CREW XD og Kiedys Mialem Team, hvilket sender TCM Gaming ud, og de to ovenstående hold videre til Promotion turneringen på en henholdsvis anden og tredjeplads.
Disse hold er videre til Promotion turneringen i Europa:
- Copenhagen Wolves
- SUPA HOT CREW XD
- Kiedys Mialem Team
Disse hold er ude efter Challenger turneringen i Europa:
- TCM Gaming
- Solade Tomato Oigon
- Karton3 e-Sports
I Nordamerika var Quantic Gaming, bestående af fem koreanere, klare favoritter til at tage en plads direkte i Promotion turneringen. Koreanerne startede også ud med to sejre, men måtte derefter indkassere tre nederlag, og det betød, at Quantic Gaming ikke får muligheden for at kæmpe om et LCS spot.
Men også PAX-vinderne fra compLexity Gaming kom i problemer. Faktisk kom de i så store problemer, at de kun vandt en kamp, hvilket var mod Quantic Gaming. Det betyder, at The Walking Zed overraskende tager førstepladsen, imens To Be Determined og COGnitive Gaming bliver henholdsvis nummer to og tre.
Disse hold er videre til Promotion turneringen i Nordamerika:
- The Walking Zed
- To Be Determined
- COGnitive Gaming
Disse hold er ude efter Challenger turneringen i Nordamerika:
- compLexity Gaming
- vVv Gaming
- Quantic Gaming
På fredag starter promotion turneringen i Europa, hvor fire LCS-hold ligeledes skal udkæmpe slag i Battle of the Atlantic turneringen. Først skal de tidligere LCS-hold dog vælge modstandere, hvilket endnu er uvist, hvornår de vil gøre dette.