Noget af et chok har ramt Counter-Strike: Global Offensive-scenen på denne ellers rolige søndag, eftersom Copenhagen Wolves med øjeblikkelig virkning mister deres Counter-Strike hold. Ifølge holdet er det manglende overensstemmelser, hvad angår kontraktfornyelse i 2014.

Copenhagen Wolves skal på jagt efter et nyt Counter-Strike: Global Offensive-mandskab, eftersom deres danske - anført af Henrik "FeTiSh" Christensen - smutter. Holdet var senest at finde ved Dreamhack Winter 2013, hvor de dog allerede røg ud i ottendedelsfinalerne.

Lineup:

  • Henrik "FeTiSh" Christensen
  • Peter "dupreeh" Rothmann
  • Andreas "Xyp9x" Højsleth
  • Nicolai "device" Reedtz
  • Nicolaj "Nico" Jensen

Gaming.dk fik fat i en af holdets spillere, Nicolai "device" Reedtz, der giver følgende forklaring på deres beslutning.

Vi har valgt at forlade Copenhagen Wolves under gensidige termer. Vi, og særdeles jeg, er taknemmelige for den support, vi har modtaget siden Januar. Jeg har spillet for Wolves og kendt Jakob, siden jeg var 15 år gammel - og jeg vil gerne takke ham for de chancer, jeg har fået. Derudover takker vi for støtten under vores utallige udskiftninger.
Selvom vi var glade for samarbejdet, kunne vi ikke blive enige om en kontraktfornyelse i 2014, som var tilfredsstillende for begge parter. Vi glæder os utroligt meget til 2014, hvor vi regner med, CS:GO eksploderer som eSport og vi er endelige sikre på, lineuppet kan gøre skade. Til sidst vil jeg give et kæmpe thumbs-up og tak til Jakob Lund Kristensen og Henning Christiannson fra SteelSeries for at have bygget platformen til holdet. For nu vil vi hedde uber G33KZ indtil vi finder et nyt hjem, vi kan kontaktes på [email protected]

Yderligere har Gaming.dk haft fat i ejeren af organisationen, Jakob Lund Kristensen, der giver hans syn på sagen.

God aften Olesen. Grunden er faktisk ret simpel. Vi var simpelthen alt for langt fra hinanden i vores forhandlinger omkring en forsættelse af samarbejdet i 2014. Vi har netop åbnet forhandlinger omkring en ny kontrakt, men det blev dog ret hurtigt tydeligt, at spillernes krav var alt for høje i forhold til den værdi, vi følte, holdet havde. Dette hold blev samlet og fik en aftale i 2013, vi følte, matchede deres internationale potentiale, men desværre kom dette aldrig til realisering. De har leveret flotte resultater nationalt og absolut vist, at de kan bide skeer med det største internationalt, men vi føler ikke, at en lønstigning i 2014 vil være en fornuftig investering for os på nuværende tidspunkt. Dette brud er derfor helt uden drama eller intriger, da vi simpelthen bare er blevet enige om, at vi bør forsætte hver til sit

Adspurgt omkring, hvorvidt Copenhagen Wolves i fremtiden vil være at finde på Counter-Strike: Global Offensive-scenen, gav han følgende ord:

Vi er på ingen måde færdige i Counter-Strike. Dette spil har altid været kernen i vores produkt, men vi tager nok et par måneder og fokuserer på vores, forhåbentligt, nykårede LCS hold samt vores danske talenter i FIFA og SC2. Vi står dog nu i den luksuriøse situation, at vi har et stort hul i vores budget, hvilket kun bliver større af nogle spændende annonceringer i begyndelsen af 2014. Vores ønske har altid været at være en essentiel del af udviklingen af dansk esport - noget vi nu står med en unik mulighed for. Vi vil derfor ligge vores hjerner lidt i blød og vurdere, hvordan disse penge bedst kan hjælpe med udviklingen af scenen og Copenhagen Wolves.

Holdet vil, som det kan læses ovenover, gå under navnet uber G33KZ, indtil de er klar til at annoncere deres nye organisation.