I løbet af de sidste par dage har der kørt et mindre drama inden for LoL-verdenen. Efter Fnatic Academy, der blandt andet bestod af den danske AD Carry Rasmus "MrRalleZ" Skinneholm, sikrede sig en plads i EU LCS, fik spillerne trods alle forventninger ikke lov til at spille i den bedste række alligevel. 

Fordi Fnatic allerede har et hold i LCS, var de på grund af Riot Games regler nødt til at sælge deres plads. Den gik til Ninjas in Pyjamas (NiP), der efter en pause på 3 år har valgt at kaste sig ind i LoL-scenen igen. Almindeligevis overgår den oprindelige roster til den nye organisation, når en plads i LCS bliver solgt, men sådan blev det ikke i det her tilfælde. I stedet valgte NiP at finde deres egne spillere, og det har siden gjort organisationen upopulær.

Dotesports.com har siden valgt at høre chefen hos NiP, Hicham Chahine, hvorfor organisationen ikke valgte at underskrive med Fnatic Academys roster. Han forklarer, at de oprindeligt gerne ville have hentet flere af spillerne over, men at de også havde nogle andre spillere at vælge i mellem.

Holdet blev ikke overset, da vi gerne ville hente flere af spillerne over til os, da de er værdige til at spille i LCS. Men før vi begyndte at snakke med Fnatic (om at overtage pladsen i LCS red.), var vi i gang med at sammensætte et hold for at komme ind gennem en anden plads, og her var vi allerede godt i gang. At tage alle Fnatic spillerne, mens vi allerede havde lavet aftaler med nogle andre, ville også have været forkert, og vi endte i en situation, hvor der var nogen lige meget hvad, der ville blive skuffede. Vi havde simpelthen ikke plads til alle spillerne. 

Hicham Chahine. Foto: Chahines Twitter profil

Og Chahine fortsætter.

De opsatte et ultimatum, hvor vi prøvede at finde en løsning, men desværre endte det i noget skidt fra Fnatics spilleres side. Jeg er en smule skuffet over, hvordan det her er blevet håndteret af både Fnatic og deres spillere, da deres opførsel ikke var professionel og har skabt had over for NiP. Det synes jeg ikke var nødvendigt. Deres opførsel efter handlen har gjort mig mere komfortabel omkring vores beslutning, da professionalisme og god spilleradfærd er en vigtig del af det at være NiP-spiller. 

Derfor består NiP's hold i stedet af:

  • Kim "Profit" Joon-hyung: Top
  • Ilyas "Shook" Hartsema: Jungle
  • Kim "Nagne" Sang-moon: Mid
  • Martin "HeaQ" Kordmaa: Marksman
  • Hampus "sprattel" Abrahhamsson: Support