I morgen klokken 07:00 starter semifinalerne ved IEM Sydney, og som dansker kan man enten ærgre sig over at vi ikke ser den tredje finale i streg mellem FaZe og Astralis. Eller se frem til, at der kan være alt mellem en og fem danskere i finalen på søndag.
Vi har set på de to semifinaler, og hvad vi kan forvente af kampene, som kommer til at blive enormt spændende, og heldigvis spiller FaZe og Astralis på et fornuftigt tidspunkt for os danskere.  

SK vs. OpTic Gaming - kl. 07:00

Selvom OpTic spiller med deres trial coach, James "hazed" Cobb, samt at SK ser stærkere ud, så er det et tættere matchup end man i første omgang skulle tro. De to hold deler mappool og er begge glade for: Train, Cobblestone og Cache, hvilket også kan ses hos OpTic, som har spillet Train i fire af deres fem kampe i Sydney. OpTic har spillet mod svagere modstandere end SK, men Keith "NAF" Markovic har spillet fænomenalt, og er den bedst ratede med en rating på 1.43 efter fem kampe. 

Det var en varm NAF, der sørgede for at OpTic vandt ELEAGUE Season 2 finalen mod Astralis. Óscar "mixwell" Cañellas har dog ikke fundet sin sædvanlige vanvittige form frem, men rammer spillerne fra OpTic en god dag, så kan de være med helt i toppen.
SK ser ud til at have fundet en balance, hvor Gabriel "FalleN" Toledo har åbnet op med sin AWP og vist glimt af hans form fra 2016. Det har været på bekostning af plads til João "felps" Vasconcellos, som har fået mindre plads til hans aggressive spillestil. På Mirage har holdet vundet 11 ud af deres 12 kampe på LAN, og Cobblestone står ubesejret i de sidste 12 kampe på LAN. 

Afgørende spillere: Will "RUSH" Wierzba har haft en stille turnering indtil nu, og skal OpTic vinde mod SK, så skal han op i gear. Han er en af de bedste - hvis ikke den bedste - entry fragger i NA når han rammer dagen.
Marcelo "coldzera" David har ikke ramt sit sædvanlige høje niveau i Sydney, og selvom raiting ikke siger alt, så har han en 0.97 rating efter to tætte kampe og en stor sejr over ViCi.

Astralis vs. FaZe - kl. 10:50

De fleste af os havde nok håbet at denne kamp var finalen, hvilket også gælder de to hold, da gamblet med Cobblestone ville have givet Astralis en fordel der, da det er en BO5.
De to hold har i de sidste to finaler vist, at de kan slå hinanden. Tomi "lurppis" Kovanen har set på de to holds matchups i 2017, hvilket giver dette billede:

lurrpis stats

I en pressemeddelse fortæller Peter "dupreeh" Rothmann:

"IEM Sydney er indtil videre et virkelig godt arrangement med en blanding af tophold og hold fra sup-toppen. Vi har indtil videre spillet mod nummer 2 og 4 i verden, så vejen til semifinalen har absolut ikke været let. Det er ikke en hemmelighed, at det delvist også er Sydney og hele turen, der trækker, for det er vist vores alles drøm, at deltage i en turnering her. Det er lidt en luksus, at vi kan tillade os også at vælge en turnering som denne, men vi går på ingen måde på kompromis med det sportslige, og målet er selvfølgelig at vinde turneringen – som det altid er, uanset hvor vi spiller og hvem vi spiller mod.

Samtidig har vi en førsteplads på verdensranglisten, vi meget gerne vil forsvare i rigtig lang tid, så vi kan slet ikke tillade os ikke at levere 100%. Man er lidt begyndt at tale om en ”Astralis æra” i CS:GO, og det er en ambition for os, at forblive verdens bedste rigtig lang tid. Skal det lykkes, skal vi hele tiden forbedre os, hele tiden udvikle vores spil og konstant være på toppen både fysisk og mentalt. Det er hårdt, men også en udfordring, der vi alle virkelig brænder for at opnå.

Vi møder FaZe Clan i semifinalen, og man kan vel næsten tale om en moralsk finale, når nummer 1 og 2 på verdensranglisten mødes. Vi har haft nogle rigtig tætte kampe mod dem på det seneste, men vandt ret sikkert i gruppespillet. Det bliver dog en sindssygt tæt kamp på lørdag, og jeg håber, vi får hjemmepublikummet med os – de lokale har været rigtig gode ved os, og det bliver fedt at spille i en fyldt arena med så mange fans i ryggen."

Begge hold er stærke på Train, Nuke og Mirage, men Astralis har fjernet Train i deres sidste par kampe. Inferno er stadig et map, som ingen af holdene har fuldt styr på, men har været spillet hver gang de to hold har mødtes i en BO3, så mon ikke vi kommer til at se det igen. 

Det plejer at være gode kampe mellem Astralis og FaZe, og Astralis spiller for at beholde deres plads som verdens bedste, hvor FaZe er nummer to. 

Afgørende spillere: Nicolai "device" Reedtz skal svinge stokken med dødbringende effekt, og starter han ikke varm, så bliver det en hård opgave for resten af holdet.
For FaZe er det den dødbringende finne Aleksi "allu" Jalli, som skal give FaZe fordelen med hans åbningskills.

Hvis OpTic og FaZe vinder, så får vi en finale, hvor spillerne er fra otte forskellige nationer, og vinder Astralis og SK så er det to. Finalen spilles som en BO5 den 7. klokken 07:00.

Du kan se kampene her: