Det er lidt over et år siden, at Fragsters blev etableret. Coren af deres nuværende CS:GO lineup blev tilknyttet holdet den 23. september 2016, og siden da har holdet haft en imponerende udvikling. Der har været et par udskiftninger siden da, men efter sejren ved DM, ser det ud til, at holdet har fundet den perfekte sammensætning.

Vi har taget en snak med Kenneth "DKN" Goldy, som udover at være en af grundlæggerne af Fragsters også har en aktiv rolle i CS:GO holdets udvikling som coach. 

        Foto: Fragsters

Op til DM var der udskiftninger og flere forskellige folk var ingameleader. Ændrede det jeres forventninger til DM?
I ugen op til DM havde vi en fantastisk bootcamp, hvor der var udarbejdet en nøje gennemtænkt træningsplan over fire dage. Vi havde fokus på alle aspekter af spillet, men særligt på sociale aktiviteter, der havde til formål at styrke relationen mellem Rasmus "rtA" Andersen og resten af holdet. Efter meget kort tid oplevede vi, hvordan rtA forenede sig med vores spillestil, og resultaterne fra vores træningskampe gik langt over forventning - vi spillede bedre end nogensinde før. Det var med til at skabe en fed stemning på holdet, og vi udviklede os lynhurtigt i løbet af de få dage, vi havde sammen. Vi mødte derfor op til DM med masser af selvtillid og store forventninger til os selv.

Der har været en del rokeringer efter CPHG hos mange andre hold, og der snakkes ofte om, at scenen er for ustabil. Men mener du, at udskiftninger generelt er den bedste og mest fornuftige løsning for et hold?

Der findes ikke et nemt eller kort svar på det spørgsmål. Hvert hold har deres særlige udfordringer, som konstant ændrer sig i takt med holdets udvikling, og disse kræver unikke løsninger. Det handler bl.a. om at få skabt en sund kultur på holdet, hvor alle kommunikerer deres synspunkter tydeligt, så det er muligt at træffe gennemtænkte beslutninger i fællesskab. Endvidere bør alle hold tilstræbe at tilknytte en person til holdet, som kan træffe den endelige beslutning vedrørende spillerudskiftninger. Det er med til at skabe ro på holdet og sikre, at der ikke træffes forhastede beslutninger i kampens hede.

Fragsters omtales som et ungt hold, og unge hold har ofte problemer med at holde hovedet koldt i pressede situationer. Men mod Tricked på det afgørende map, hvor I var bagud 12:3, kæmpede drengene med næb og klør. Er det mentale noget, som I har arbejdet med?

Vores succesfulde comeback mod Tricked kan tilskrives mange faktorer, men primært at vi på holdet har et stærkt fællesskab med stor respekt for hinandens forskelligheder inde og ude for spillet. Vi er ikke i tvivl om vores potentiale, og vi ved, at vi kan slå bedre rankede og etablerede hold, når vi rammer dagen. Hver spiller på holdet har et utroligt højt topniveau og kan på egen hånd afgøre en kamp, hvilket skaber en helt unik tro på, at selv de største udfordringer kan overkommes.

 

Efter sejren ved DM har I taget et skridt op ad rangstigen. Det betyder også, at I ikke længere ses som underdogs, og man nu putter et større pres på jer. Er det et område, som I har arbejdet med?

Det er ikke nyt for spillerne, at der er store forventninger til dem fra omverdenen, når de spiller for Fragsters og får stillet så mange ressourcer til rådighed. Vores nuværende placering på ranglisten har dog ikke særlig meget fokus. Vi har derimod beskedne og realistiske målsætninger til os selv, som i høj grad tager udgangspunkt i langsigtede mål. Det tager mange måneder og masser af hårdt arbejde at sikre et højt bundniveau, og vores DM sejr ændrer ikke på den opfattelse.

Dust2 har placeret jer som det 7. bedste hold i Danmark, men mener du, at det er en korrekt placering af Fragsters?

Det er meget en fornuftig placering af os med udgangspunkt i vores resultater fra april måned. Vi har stadigvæk meget arbejde foran os, før vi kontinuerligt kan levere stabile præstationer mod hhv. Singularity, Tricked og North Acd. Samtidig er alle de nævnte hold i rivende udvikling, hvilket stiller endnu højere krav til os. Det høje niveau på den danske scene er dog bare endnu en motivationsfaktor.

En af de ting, som folk studsede over, da North skrev kontrakter, var, at de havde skrevet kontrakt for to år. Jeres nuværende CS:GO hold er på kontrakt indtil 2018, og med et så ungt hold har I været meget involveret i samtalerne med forældrene?

Jeg har personligt været rundt og besøge spillernes forældre med henblik på at skabe indsigt, forståelse og opbakning til vores projekt. Derudover holder vi dem løbende orienteret omkring alle relevante forhold på holdet, så de føler sig inkluderet. Deres støtte er altafgørende for vores fælles succes. De bliver også opdateret på virksomhedens strategi og økonomiske forhold med henblik på at skabe fuldstændig gennemsigtighed i vores aktiviteter. Vores målsætning er at skabe så professionelle forhold, at både spillere og forældre dedikerer sig helhjertet.

 

Er der planer om, at Fragsters igen får hold i andre spil end CS, hvor jeres tidligere Overwatch hold har vist et rigtigt højt niveau. Kommer I igen til at have et OW hold, eller har I andre spil i kikkerten?

Vi har af strategiske årsager besluttet, at CS holdet får vores fulde opmærksomhed i fremtiden. Det skyldes også, at jeg i perioden op til DM indtog en aktiv rolle som coach på holdet. Det betyder naturligvis et mindre fokus på andre områder i forretningen. Heldigvis har vi mange dedikerede og kompetente mennesker tilknyttet organisationen.

Det er lidt mere end et år siden I lancerede Fragsters, og der er sket meget siden da både med mandskaber og esportslandskabet. Hvis man skulle sidde, og have lyst til at prøve kræfter med at lancere sin egen organisation, har du så nogle råd og tips?

Det er ikke for sarte sjæle at drive en esport organisation. Det er nødvendigt at man virkelig brænder for det og har en klar vision, samt en gennemarbejdet strategi. Dertil bør man også være flere om projektet, med unikke kompetencer indenfor forskellige forretningsområder, herunder virksomhedsdrift og økonomi, ledelse og kommunikation, brand og marketing samt b2b salg. Dette afhænger dog af ambitionsniveauet. Vi oplever det som en kæmpe rutchebanetur med store op- og nedture, hvor der i perioder er behov for at dække ind for hinanden, når en velfortjent pause er nødvendig.

Jeg har hørt rygter om, at der skulle være noget videomateriale på vej om jeres sejr ved DM. Kan du fortælle lidt mere om det og en tidshorisont?

På trods af, de bedste danske hold ikke deltog, har DM sejren stor betydning for os. Vi investerer derfor lidt ekstra i at få klippet en lille video sammen af højdepunkterne. Da kampene blev spillet helt frem til kl. 4 om morgenen, er der sikkert også en del, som har misset herlighederne. Jeg tør ikke stille en garanti, men jeg forestiller mig, at vi har noget klar i løbet af maj måned.

Det bliver spændende at se, om holdet kan fortsætte deres flotte udvikling, og at vi kommer til at se Fragsters rykke op ad den danske og internationale rangliste med lineuppet:

  • Martin "stavn" Lund
  • Jacob "dragoNfly" Lund
  • Nicolai "torben" Amorim
  • Magnus "Frøslev" frøslev
  • Rasmus "rtA" Andersen