På trods af, at action-shooter spillet Overwatch endnu ikke er fyldt ét år, er det allerede ved at blive en kæmpe esportstitel med over 20 millioner solgte kopier. I hvert fald hvis det står til skaberen bag, Blizzard. De har længe lagt planer for en Overwatch-liga, der på mange måder skal minde om ligaerne i fodbold. Og nu løfter chefen for Overwatchs globale esportsafdeling, Nate Nanzer, sløret for, hvornår de regner med at skyde den liga i gang. 

Han blev interviewet i Korea for et par dage siden, hvor han forklarede, at hvis alt går efter planen, vil ligaen starte i det tredje kvartal senere i 2017, nærmere bestemt til efteråret. 

Vi starter 2017 sæsonen i løbet af det tredje kvartal. I løbet af denne periode vil der brugt en masse tid på at finde spillere og oprette nye hold, så ligaen opnår en kompakt form. Men fra år 2018 vil vi være i stand til at afholde regulære sæsoner med en konsistent tidsplan.

Det, der adskiller denne Overwatch-liga fra de mange andre esportsligaer, er dens klubformat. Planen er, at holdene, der deltager i ligaen, skal have deres grundlag i en by. Således kommer det til at minde meget om fx den danske Superliga. Ligaen kommer til at tage udgangspunkt i de forskellige regioner i verdenen og vil derfor være opdelt i verdensdele. Hvilke verdensdele er dog endnu ikke på plads.

Noget andet særligt ved ligaen er også, at holdene kommer til at spille på "hjemme-" og "udebane"; igen som vi kender det fra fodbold. Det er selvfølgelig forudsat, at de respektive hold har et stadium, som man kan spille Overwatch på. Nate Nanzer forklarer, at der vil blive spillet på esportsstadioner, hvis det er muligt, men det bliver ikke nødvendigvis et krav til holdene.

Det kommer an på regionen. Vi overvejer mange muligheder i Korea, for det er fødestedet for esport, og her er der allerede mange esportsstadioner. Det kræver nogle beslutninger fra holdejerne, så det er svært at sige på nuværende tidspunkt.

I interviewet forklarer Nate Nanzer også, at der ikke er tale om nogen form for op- eller nedrykning i ligaen. Når man først har fået en plads, så er man sikret i ligaen. Selvom det er en noget kontroversiel beslutning, har Blizzard valgt den model for at sikre holdene økonomisk stabilitet. 

Esportschefen svarede blandt andet også på spørgsmål omkring profitten i ligaen, og om hvorvidt man må lave mixhold med piger og drenge. Du kan læse en oversættelse af interviewet her