Efterhånden er der ved at være flere steder i Danmark, hvor man kan kombinere esport med en gymnasiel uddannelse. Fx på Campus Vejle og HF-Fyn. Men det er endnu meget få steder, hvor det er esporten, der er det primære fokus. Det ændrer sig nu, hvor Københavns Private Gymnasium (KPG) kaster sig over computerspil.

De forklarer gymnasiet i en pressemeddelelse. Gymnasiet ligger på Østerbro og er i forvejen kendt for deres talentpleje af unge mennesker, hvor de tilbyder vejledning til hver enkelt, master classes og klubaktiviteter. Det nye tiltag drejer sig om en CS:GO-esportslinje kombineret med HF, der altså giver adgang til en videregående uddannelse, mens du bliver en bedre gamer. 

Linjen er oprettet som en elitesportslinje, og målet er, at eleverne skal ende blandt de bedste Counter-Strike spillere i Danmark. Her vil der være primært fokus på CS:GO, som man også kommer til at spille som et led i undervisningen. Herudover har man de klassiske fag fra en HF, men de vil være tilsat noget "gamificering", så der kommer til at indgå spilelementer i undervisningen. 

Om linjen skriver KPG:

På KPG optager vi de bedste CS:GO talenter i DK. Vores esportslinje er at betragte som et elitesportsakademi. Og som i al anden elitesport vil vores elever blive trænet taktisk, teknisk, fysisk og ikke mindst mentalt, individuelt som teambaseret. 

Udover det forklarer de, at der er tilknyttet en mentaltræner og en esportscoach til at hjælpe eleverne godt på vej. Der vil både være et fokus på at forbedre den enkeltes mentale færdigheder og dygtiggøre eleverne som et hold. 

Uddannelsen blive udbudt fra august 2017.