Esportsorganisationen Copenhagen Flames har tidligere fokuseret på Overwatch, Hearthstone og Rocket League, men tilføjer nu også CS:GO til portfolioen. Det er det tidligere Aquiver lineup, der har udvist et flot niveau i flere danske turneringer, som er trukket i Copenhagen Flames trøjen.
Vi har haft fat i Mosaver "doktizh" Bandri og spurgt lidt ind til, hvem der tog kontakt, og hvad holdets styrke er.
Vi hørte om Flames, tog kontakt til dem, og forhørte dem om deres interesse for et CSGO hold.
Vores mål er at konstant udvikle os, som vi har gjort hidtil. Vi er nummer 8 lige pt. i Danmark, og vi føler ikke, at der er så langt i mellem de nærmeste hold lige over os. Vi ved, vi har potentialet og med 100% dedikation kan dette også opnås. Om nogen måneder skulle vi gerne kunne konkurrere mod Tricked og Rogue, og hvad der så sker derefter, må tiden vise.
Vores styrke er helt klart, at vi er samtlige spillere på holdet, der har niveauet til at være en gamechanger. Vi har ekstra meget fokus på teamplay, så når først det hele bliver flydende, tror jeg, at vi kan tage et stort spring.Tusind tak til Flames for at give os denne mulighed. Vi sætter stor pris på tilliden, og fremadrettet vil I kun se os 100% dedikeret og med et mål - at ramme toppen.
Ejeren af Copenhagen Flames, Steffen Thomsen, har givet følgende udtalelse:
Det var egentlig ikke meningen, at vi som organisation skulle have med CS:GO gøre før en gang i 2017. For det første er CS:GO ikke super indbydende som nystartet organisation, da den danske scene er sindssygt stærk, og man kan have svært ved at skabe de store nævneværdige resultater, der sætter en på landskortet som organisation. Det har vi formået at gøre med spil som Overwatch, Rocket League og Hearthstone. Derudover er CS:GO også en markant større investering end de nævnte esports, og der skal virkelig omtanke til, før man kaster sig ud i det. Tingene er dog gået rigtig stærkt for os, og da muligheden for at signe de tidligere Aquiver drenge viste sig, samt vores økonomiske ballast var markant stærkere, så begyndte en CS:GO satsning at give mere mening.
Hvorfor så lige dem? Jeg tror talent kan bringe dig langt, men jeg tror langt mere på dedikation, offervilje og engagement. Dette hold har det hele. Jeg påbegyndte en dialog med Mosaver, og han efterlod ingen tvivl. Man skal lede meget længe efter en mere professionel og dedikeret spiller, og jeg havde fra starten en rigtig god mavefornemmelse. Da mit netværk og egen research også sagde god for holdet, var det egentlig blot at få forhandlet en kontrakt på plads. Mosaver og jeg har været enige i rigtig mange ting lige fra start, hvilket har gjort det til en hård, men super behagelig forhandling. Holdet ved, de er nødt til at tilbyde en kommerciel værdi for en organisation som vores, og jeg ved, deres resultater skal honoreres. Vi ser meget frem til samarbejdet og er glade for, at vi som organisation vokser os endnu større. Vores vision er at løfte dansk esport fra bredde til elite, og signingen af disse drenge er endnu et step i den retning. Vi vil være danskernes foretrukne esportsklub og håber, at folk vil støtte op om initiativet. Vi tror, holdet på sigt kan bide skeer med top 4-5 i Danmark og derfra er det svært at spå om potentialet. For at nå top 3 skal der noget helt unikt til, men vi er ambitiøse. Også hvad angår Europa. Vi kan tilbyde holdet struktur og professionelle forhold. De kommer ikke til at mangle noget og vil kunne fokusere på deres spil. Derudover vil der være fokus på udvikling, selvfølgelig som hold, men også med individuelle målsætninger. Man skal helst sætte sig ned hver dag og være bevidst om, hvad man skal gøre bedre. Der er alt for mange spillere, der sætter sig hovedløst foran computeren og håber, de bliver bedre af det. Her vil vi gå mere systematisk til værks. Vi håber på den måde at kunne flytte holdet og organisationen i en positiv retning.
Lineuppet består af:
Mosaver "doktizh" Bandri
Max "neon" Mazur
Casper "Celrate" Andersen
Ismail "refrezh" Ali
Victor "Andkilde" Andkilde
Du kan bl.a. se Copenhagen Flames i aktion ved eOddset Dust2 Cup #4 d. 19, hvor de møder Alpha kl. 19.