Der er netop blevet annonceret endnu en stor Overwatch turnering til den professionelle scene, der stadig er i bred udvikling. Turneringen vil blive kaldt Overwatch Invitational og afholdes af Major League Gaming (MLG), som er kendt for at have afholdt adskillige events og turneringer udover hele esports-scenen i flere forskellige spil.

Turneringen vil indeholde en præmiepulje på en værdi af $100,000. Beløbet er på niveau med den ekstremt succesfulde Overwatch Atlantic Showdown, der blev afholdt tidligere på året, hvor Rogue løb med sejren. Derudover vil turneringen blive afholdt i Vegas fra den 16-18. december 2016, hvor otte tophold vil blive inviteret direkte. De otte deltagende hold vil spille i et "GSL style" gruppespil, hvoraf de fire bedste hold vil gå videre til en single elimination playoff bracket.

Scenen til turneringen vil være Mandalay Bay, og udover nyheden om en Overwatch turnering så vil der også blive afholdt Call of Duty $100,000 North American Regional Open under samme event.

Alle detaljer om Overwatch Invitational er stadig ikke udgivet, men i løbet af næste uge vil de fleste informationer være offentliggjort. Det gælder både, hvilke hold der er blevet inviteret til turneringen, hvilke grupper de givne hold bliver placeret i og et muligt sneak peak af scenen, som kampene vil blive spillet på. Der vil endvidere også blive offentliggjort, hvilke kommentatorer og analytikere der skal dække eventet på MLGs Twitch stream.

Dette vil være den første Overwatch turnering afholdt af MLG, som også i starten af året blev købt af Activision Blizzard for et svimlende beløb af $46 millioner. Det kan derfor ses som et "testrun" for MLG og Blizzard til den nyligt annoncerede Overwatch League, som Blizzard Entertainment løftede sløret for ved dette års BlizzCon.

Overwatch Invitational Vegas - VIP

Foto: Majorleaguegaming

Alle detaljer vedrørende Blizzards egen Overwatch liga er heller ikke på plads endnu, så det er stadig uvist i hvilket omfang, at ligaen vil tage plads. I spil som League of Legends har spillets producent Riot Games fuldkommen monopol over den professionelle scene, hvilket mange organisationer ikke er tilfredse med.

Hvordan tror i, at Blizzard vil håndtere ligaen uden at udelukke store firmaer som ESL, DreamHack og ELEAGUE?