Der er foregået tre internationale turneringer i CS:GO i denne weekend. De fleste har haft fokus på World Electronic Sports Games med EU- og CIS-kvalifikationen, hvor 20 hold kæmpede om otte pladser til hovedturneringen, som skulle have en præmiesum på mere end 10.000.000 danske kroner og afholdes i Shanghai.

Turneringen var dog en kende anderledes, da WESG har insisteret på, at holdet skal bestå af spillere fra ét land. Selvom CS:GO har en majoritet af hold, som består af folk fra en nationalitet, så er det ikke altid tilfældet. Derfor havde Dignitas fået hjælp af Philip "aizy" Aistrup fremfor Ruben "RUBINO" Villarroel, som i stedet spillede med et norsk mixteam, .Norway, hvor også den norske FaZe-duo i form af Håvard "rain" Nygaard og Joakim "jkaem" Myrbostad var at finde. Udover en række mixhold så deltog Astralis, Virtus.pro, GODSENT, Kinguin og EnVyUs af de mere velkendte hold.
Astralis sluttede dog skuffende uden for top 8, men opgav kun Dust2 til EnVyus, og kollapsede fuldstændigt mod GODSENT i slutspillet. De havde sikret sig første map, og var foran 13-2 på andet map efter en solid CT-side, men GODSENT kæmpede sig tilbage og slog Astralis 16-14 på mappet. På Train, som var det afgørende map, blev det samme score, der primært var drevet af Robin "flusha" Rönnquist og en vanvittig performance med 123ADR.

Dignitas førte den danske fane videre til finalen, hvor man nok må indskyde, at de havde en nemmere gruppe, og til dels en nemmere vej til sejren, da de mødte GODSENT lige efter deres kamp mod Astralis. Derudover blev de kun presset af Kinguin, som tvang danskerne ud i tre maps. I finalen mødte de ret overraskende mixholdet, .Russia, som havde slået Virtus.pro ikke bare en men to gange i turneringen. .Russia viste et overraskende højt niveau, og selvom Denis "electronic" Sharipov og Georgi "WorldEdit" Yaskin var de primære kræfter bag det, så viste hele holdet gode takter igennem turneringen.

Det var dog Kristian "k0nfig" Wienecke, som var den mest imponerende spiller igennem turneringen. Udover en solid rating på 1.34 over hele turneringen, så var de fleste high impact kills og hans 1v4 clutch mod .Russia på Mirage et vendepunkt i kampen.

Med en solid præstation fra Dignitas, og en velspillende aizy, må et af spørgsmålene fremadrettet være: Sker der udskiftninger, når kontrakterne for FaZe løber ud? Hvor vi måske igen kunne få et fuldt norsk lineup at se, og i den sammenhæng se aizy vende tilbage til Dignitas.

Der er ingen tvivl om, at Astralis skuffede, og holdet har stadig ikke formået at indløse det imponerende potentiale og niveau, som på de fem spillere har. Der har været rygter, om at Finn "karrigan" Andersen måske er på vej ud, men om det løser dårlige afterplants og et svingende niveau fra spillerne, som er de primære problemer for Astralis, er svært at sige.

The World Championships – Favoritnationerne skuffer

Danmark var en af storfavoritterne til anden omgang af TWC. Der var langt mellem stjernespillerne, hvor Fabien "kioShiMa" Fiey nok var den mest kendte spiller ved turneringen. Der var også prioriteret forskelligt fra de forskellige nationer. Flere af landene med mindre etablerede scener havde bootcampet i uger op til turneringen, hvilket ikke er muligt for de mere etablerede hold, da de har en lang række officielle kampe og træning på programmet med deres egne hold.

Den mest spændende historie fra TWC har været Argentinas udvikling og placering, hvor holdet i gruppestadiet gik 2-5, men fik knebent presset sig forbi Sverige i kvartfinalerne, hvor argentinerne fik snuppet en sejr i overtiden på Overpass og Cache. Det var endnu mere overraskende, at de gjorde det samme mod danskerne, og igen fik sikret sig en kneben sejr efter tre maps. I finalen mødte de Tyrkiet, hvor Ismailcan "XANTARES" Dörtkardeş og kompagni var for stærke for det argentinske hold, som havde en rigtig god turnering. Af de fire med den bedste rating for TWC2016, er tre af dem fra Tyrkiet, hvor XANTARES er langt foran alle andre med imponerende 1.41.

Det er svært at se meget ud fra TWC, da det er mere individuelt og mix-orienteret end andre turneringer, og holdene som havde bootcampet op til turneringen havde nok en fordel. Ikke at det er det ikke var fortjent, at holdene endte i finalen, men det er svært at tage en turnering seriøst, hvor størstedelen af de deltagende hold har kvalificeret sig med et andet lineup end det deltagende. Ydermere at formatet på ingen måde tager højde for det turneringsformat og den intensitet, som eksisterer i CS:GO, og vil derfor nok forblive en T2-T3 holds-turnering. Per "Xerm" Sjölin har skrevet et åbent brev omkring TWC på Fragbite, og han har fat i mange gode pointer.

Udover World Electronic Sports Games og The World Championship 2016, så blev The International e-Sports Federation World Championship 2016 også afholdt. Det var dog i Jakarta i Indonesien. Der var rigtigt langt mellem topholdene, hvor de mest kendte var TyLoo, MVP project, ENCE og iNation. Det var dog overraskende ENCE, som i sidste ende sikrede sig en sejr på 2-1 over TyLoo. Turneringens manglende tophold var et af problemerne, hvor der var langt mellem streams, og kvaliteten var temmelig ringe, hvilket du kan se på streamen her.

Hvad synes du om landsholdsturneringer som WESG og TWC?