For et par uger siden bragte vi her på gaming.dk en forespørgsel fra de danske spiludviklere Trophy Games. Her viderebragte vi Trophy Games søgen efter danske talenter til at hjælpe dem endnu videre. For hos Trophy Games går det nemlig rigtig godt. De driver for øjeblikket to browserspil, Football Management Ultra, der har 250.000 månedlige aktive spillere, og Trophy Manager, der har 50.000. Og to nye spil er på vej. Men det har ikke altid gået så godt for den lille spilvirksomhed. Vi tog en snak med CEO Daniel Luun for at høre, hvordan det har været at opbygge en spilvirksomhed i Danmark. Og dommen er klar; det har ikke været nemt.
Vi har været presset økonomisk i mange år, både virksomheden, men også privat har det været lige lovligt hårdt nogle gange. Faktisk fik firmaet først overskud i vores syvende år.
For Daniel Luun og de andre drenge hos Trophy Games har det været lidt af en kamp at få spilfirmaet helt op at køre. Og i følge Daniel Luun skyldes det, at det generelt er meget svært at starte en spilvirksomhed op i Danmark.
Branchen lider under at det at svært at finde investorer, og at der fagligt er meget lidt hjælp at finde. Spilindustrien er ganske enkelt meget lille i Danmark, så vi har søgt til udlandet i mange henseender for at udvikle forretningen. Branchen er jo gigantisk i for eksempel Tyskland, og jeg synes faktisk, rent personligt, at det er lidt pinligt, vi ikke gør det bedre i Danmark
Og det synes Daniel Luun er meget ærgerligt, for han føler, der er utroligt meget at hente, hvis man hjalp spilindustrien bedre på vej i Danmark.
Der er utrolig meget talent i Danmark, men kun ganske få virksomheder har succes - da vilkårene er elendige i Danmark, så arbejdspladserne er der ikke i samme grad. Som jeg ser det har vi kompetencer til at være førende, ligesom vi for eksempel har set med filmbranchen. Desværre satses der ikke på spilbranchen oppefra i nogen særlig grad endnu. Jeg håber det vil ændre sig, for potentialet er enormt.
Foto: Trophy Games
Trophy Games blev grundlagt i 2006 af Søren Gleie og Niklas Iversen og blev startet efter, at de to fik stor succes med deres fodboldmanagerspil Trophy Games. Her kom Daniel Luun også til og indtil for 3 år siden, var de kun 5 mand. I dag er de 14 mennesker, der arbejder fuldtid. Men det skulle altså tage dem 7 år før firmaets eksistens var sikret. Og nu glæder Daniel Luun sig for fremtiden.
Efter 7 hårde år, kommer 7 gode.. eller noget i den dur hehe. Vi har faktisk haft vækst i alle 11 år vi har eksisteret, men efter vi begyndte at lave overskud i år syv, har vi også kunne investere mere i nye tiltag og skalere hele forretningen - og lad os bare sige at det er rigtig sjovt lige nu, og med udsigt til endnu bedre tider forude.
Og potentielt går Danmark glip af mange penge i vækst for landet, hvis ikke vi er i stand til at følge med gaming bølgen. For i følge en rapport fra Newzoo udfærdiget tidligere i år, omsatte computerspilindustrien for næsten 92 milliarder dollars worldwide sidste år. Og Newzoo forventer, at dette tal stiger eksponentielt, så det i 2016 vil omsætte for næsten 100 milliarder dollars.
Foto: Newzoo.com