Den danske Overwatch-scene er ved at få pustet liv i sig, og holdet Copenhagen Flames viser ingen tegn på at sætte farten ned. Efter holdets sejr i den danske Overwatch turnering, League of Sharks, hvor andre stærke danske hold som Team Exoplan og Flawless Laners var med, har de nu valgt, at ændre deres roster.

Dette oplyste holdet på deres Facebook side kl 10.00 den 19 september 2016. Flames har valgt at opsige samarbejdet med to af holdets oprindelige medlemmer, nemlig holdets main tank Alex "Jovel5" Stahr og holdets DPS Milena "Shiina" Igel.

Helt som et chok er udskiftningen ikke, da holdet i dagene op til annonceringen har testet spilleren Sebastian "Balloc" Berendt som en ny potentiel DPS. Her skiftede Balloc dog ikke ud med Jovel5, men primært flex spilleren Kasper "Fimfi" Lillegaard og senere Shiina. Spørgsmålet ligger derfor i, hvilket spillere der skal udfylde holdets nye line up, og hvad de fremtidige planer er for holdet ovenpå denne drastiske ændring. Vi har taget fat i ejeren af Copenhagen Flames, Steffen Thomsen, og har stillet ham et par spørgsmål om holdets nuværende status og fremtid:

Både Alex "Jovel5" Stahr og Milena "Shiina" Igel har været en del af Copenhagen Flames siden holdet tilsluttede sig organisationen, og der er nu kun halvdelen af det tidligere ’Low Noon’ hold tilbage. Har det været hårdt for spillerne, at opgive de tidligere bånd for at forbedre sig?

Low Noon holdet blev fra start af gjort klart, at de skulle være indstillet på, at der kunne komme udskiftninger. De var på vej ind i et professionelt miljø med helt andre krav end de tidligere havde oplevet i eSport, og nu var der klare målsætninger og krav til dem, de skulle forholde sig til. Det har ikke været sjovt for nogen af os, flere af dem er bedste venner og har tætte bånd. De ved dog alle, at det ikke er personligt, men udelukkende funderet på at vi vil nå vores mål.

Skyldes denne udskiftning udelukkende performance, eller har der været interne problemer hos holdet på det seneste?

Udskiftningen skyldes, at vi ikke mente Alex og Milena kunne bidrage til at nå vores mål om top 10. Det er der flere grunde til, men vi har meget høje krav til vores spillere i alt fra mekanisk niveau til kommunikation. Jeg er sikker på, at begge spillere kan udvikle sig og fortsætte deres Overwatch karriere på højt niveau et andet sted. Oven på 3+3 setup er vi stagneret en smule, og det er ikke godt nok for os. Vi skal flytte os hele tiden.

Hvem skal erstatte de to spillere, har I nogen i kikkerten?

Vi har allerede vores første spiller i hus. Sebastian "BALLOC" Berendt har været på try-out og var en stor del af sejren ved League og Sharks. Han er lige nu i top 100 i EU og er den kaliber af spiller, vi ønsker os. Meget dygtig, ekstremt arbejdsivrig og en holdspiller. Det er lidt ud fra den skabelon, vores kaptajn Daniel, og resten af den nuværende trup nu kigger efter spillere i den danske top. For det skal være danske spillere. Vi er derfor i fuld gang med at have spillere på try-out, så vi hurtigst muligt kan starte jagten på Europas top 10 igen. Holdets Team Manager, Søren Kjellerup, vil i fællesskab med holdet finde de helt rigtige spillere, der skal indfri den målsætning.

I skriver i jeres pressemeddelelse på Facebook, at I stræber efter at være blandt de 10 bedste hold i Europa. Hvad skal der til for, at Copenhagen Flames endelig når dertil, og hvad er forskellen på jer og de nuværende tophold?

Jeg synes ikke, vi er langt fra top 10. Vores scrims (scrims er scrims, I know) viser et højt potentiale, og vores resultater lægger os lige nu i baghjulet på top 10. Med de nye spillere, og en indkøringsperiode, er jeg ikke i tvivl om, at vi når vores mål. Forskellen er kontinuitet, erfaring og at have være etableret i længere tid. Vi er stadig ved at finde den helt rigtige trup, og vi er så tæt på den, at vi inden længe udfordrer de rigtig sjove hold.

Hvor kan vi regne med at se Copenhagen Flames indenfor 3 måneders tid?

Om 3 måneder er Flames i Top EU top 10, og i 2017 skal vi i top 5.

Udover ændringen til selve Overwatch holdet, så har organisationen også valgt, at inddrage en Fitness and Health koordinator. Michael Nyberg er navnet på den nye koordinater, og han er tidligere vinder af Athletic Fitness og har været tidligere fysisk træner for fodboldklubben AB. Ideen bag denne Fitness and Health koordinator er blandt andre opgaver at give spillerne et træningsprogram samt kostråd, så de bedre vil kunne klare de forskellige mentale udfordringer, som esport stiller spillerne overfor, skriver organisationen.

Det bliver spændende at se, om Copenhagen Flames kan nå deres mål. I kan følge Flames og få opdateringer omkring holdet via deres sociale medier:

Facebook: Copenhagen Flames
Youtube: Copenhagen Flames
Twitter: CPHFlames