Der er ingen tvivl om, at vi her i lille Danmark sagtens kan mærke udviklingen i esport - både på verdensplan men også på et nationalt plan. For blot en måned siden bragte vi nyheden om Lars Seier og Bjarne Riis, der investerede i Tricked eSport, og i dag er endnu et spændende samarbejde blevet annonceret. Denne gang er det eSport Danmark og Dansk Firmaidrætsforbund, som er kommet på banen.
Samarbejdet skal skabe muligheder for arbejdspladser og erhvervsskoler, så de fremover skal kunne konkurrere mod hinanden. Dette fortæller formand for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, på deres hjemmeside:
Med vores nye samarbejde med eSporten bygger vi for første gang en bro mellem gaming-miljøerne og den organiserede idræt. Det samspil har der ikke været før, men i bund og grund er vi drevet af det samme i firmaidrætten og i eSportsmiljøerne, nemlig lysten til at udvikle os i fællesskaber og ønsket om at dygtiggøre os i vores sport.
Målet er dog at få etableret en liga, hvor arbejdspladserne skal konkurrere mod hinanden med fokus på sundhed og samspillet mellem hoved og krop. Altså skal der både dystes i computerspil, men der vil også blive suppleret med mindst én fysisk aktivitet. Eksempelvis vil man i en FIFA-turnering både varme tommelfingrene op til joysticket, men samtidig også pudse skoene til en omgang indendørs fodbold.
Formand for eSport Danmark, Thomas Koed, glæder sig meget over samarbejdet med Dansk Firmaidrætsforbund, men han fortæller samtidig også, at de fysiske aktiviteter ikke skal overskygge esporten:
Vi ønsker ikke, at der ændres på eSporten i den form, vi kender den i dag, men vi anerkender, at vi har med en målgruppe at gøre, som vi ikke altid når via de traditionelle aktivitetstilbud. Derfor hilser vi Dansk Firmaidrætsforbunds initiativ omkring sund gaming velkomment
Ifølge planerne vil de første events blive afholdt til foråret, hvor der vil blive konkurreret i Counter-Strike, Hearthstone og FIFA.