For nyligt er der sat gang i en større debat i mellem Riot Games og LCS holdene. De professionelle LoL hold, anført af TSM's ejer Andy "Reginald" Dinh, mener, at det er meget svært for dem at tjene penge, fordi Riot har lagt en masse restriktioner på sponsormuligheder. Efter et par beskyldninger frem og tilbage fra begge parter, endte det ud i, at en af grundlæggerne af Riot Games, Marc Merrill, medgav, at der var mange problemer for LCS holdene, og at de gerne ville arbejde sammen om at finde en løsning.
Men nu er der kommet nye beskyldninger frem i sagen. Esports hjemmesiden PVPLive har nemlig været i gang med at undersøge direktøren for LoL Esports, Whalen Rozelle, og de mener, at hele balladen ene og alene er hans skyld.
De skriver i deres rapport, at den eneste grund til, at Rozelle fik jobbet var, at han er gode venner med Dustin Beck, som er bror til en anden af Riots grundlæggere, Brandon Beck. PVPLive skriver yderligere, at Rozelle slet ingen erfaring har inden for turneringer, esport eller eventplanlægning og slet ikke burde have fået jobbet til at starte med.
Men anklagerne slutter ikke der. PVPLive skriver yderligere, at kilder har fortalt dem, at Rozelle har været ude af stand til at gøre det profitabelt at drive et LoL hold, og at han kun har haft fokus på styrke Riots eget brand og deres indtjening. I følge PVPLive har Rozelle kun brugt LCS til at markedsføre LoL og har ikke haft nogen intention om opbygge en ordenligt esports scene.
Ud over det fortæller PVPLive, at Rozelle har påstået at være i regelmæssig kontakt med LCS holdene i et forsøg på at skabe god kommunikation og varetage fælles interesser. Men her fortæller en anonym kilde til PVPLive, at han kun har haft kontakt med Rozelle én gang i løbet af 6 måneder, og en anden fortæller, at han slet ikke har haft kontakt med direktøren.
Tilsyneladende er sagen blevet taget et skridt videre op i hierarkiet og Tenzent, firmaet der ejer Riot Games, er i følge PVPLive nu ved at gå ind i sagen, og den ultimative konsekvens kan være, at Rozelle skal fyres.