To kendte og to relativt ukendte hold har kvalificeret sig til hovedturneringen i League of Legends til Dreamhack Winter 2013 ved onlinekvalifikationen i løbet af de sidste par dage.

Onlinekvalifikationen har været delt op i to: En bracket til EUNE og en bracket til EUW. Selvom EUW-bracket var meget større, var det kun to hold fra hver bracket, der kvalificerede sig. Alle kampene blev i øvrigt spillet som Bo1.

Fra EUW er det to kendte hold, der har kvalificeret sig, nemlig Ninjas in Pyjamas og SK Gaming. Både NiP og SK Gaming har haft udskiftninger op til kvalifikationen, men indtil videre ser det ud til, at de nye lineups fungerer for holdene.

Fra EUNE er det Storm Games Clan og Ultra Vires, der har kvalificeret sig.

Der var også nævneværdige danske hold med i kvalifikationen, men hverken Team SharkGaming, Tricked eSport eller Intellectual Playground formåede at kvalificere sig online.

Alle hold med ønsket om at kvalificere sig har dog stadig en chance, hvis de deltager i offlinekvalifikationen, der bliver afholdt ved selve Dreamhack Winter 2013. Der vil i øvrigt blive fundet to hold via offlinekvalifikationen.

Tilmeldingen til den starter i øvrigt i dag klokken 12.00 via denne side.

Ud over disse seks hold vil to hold blive inviteret direkte til turneringen. Hvem disse to hold bliver er dog indtil videre ikke offentliggjort.

Dreamhack Winter 2013 bliver i øvrigt afholdt fra 28. november til 1. december i Jönköping i Sverige.