Så er det officielt. Lige gyldigt, hvem der vinder finalen til playoffs i EU LCS, kan vi herhjemme i Danmark løfte armene i vejret. Her kommer det næsten fuldt danske hold Splyce nemlig op i mod G2 Esports, der har Jesper "Zven" Svenningsen som AD Carry og stjernespiller. 

Det står nu klart, efter at G2 søndag aften slog Unicorns of Love i semfinalen 3-1. Sejren tilfaldt G2 uden de store problemer, bortset fra det andet game, hvor UoL formåede at bruge deres dobbelt teleports til at opbygge et stabilt pres på G2 Esports, som G2 ikke kunne kæmpe sig tilbage fra. 

Det fandt Zven og de andre drenge sig dog ikke i og kom stærkt igen i de to næste games, hvor Zven blandt andet tog et mere utraditionelt pick i form af Tristana. Det gav dog pote, og Zven kunne pryde sig med titlen som Player of the Series.

Ud over at se frem til playoffs finalen, kan G2 Esports allerede begynde at forberede sig til Worlds, da det i onsdags stod klart, at hverken Fnatic eller Origen kunne samle nok Championships points til at overgå G2. 

G2 Esports står dog kun med en second seed plads til Worlds, hvilket betyder, at de kommer til at møde nogle af topholdene fra hele verden allerede i de indledende runder.