Valid Gaming er en E-Sportsklub, som har samme tilgang, som i en almindelig sportsklub. Det er et samlingssted for spillere, der har samme niveau og ambitioner. Der er faste træningsdage, hvor der gennemgås maps, som efter gennemgangen er udgangspunktet for de efterfølgende kampe.

Bag projektet står fire friske gutter, der har taget skridtet for at skabe rammerne for spillere, som ønsker at forbedre sig, møde andre spillere på samme niveau, og skabe et fællesskab.

Hvis ikke introduktionen har fanget din interesse, så brug 35 sekunder på at se deres egen video.

Vi har taget en snak med Mikkel "MUFFELMEISTER" Simonsen, som er en af bagmændene bag dette spændende projekt. 

Kan du kort fortælle, hvem I er?

Vi er to brødrepar, alle sidst i tyverne, som har været med siden CS beta 5.2. Til daglig arbejder vi med projektledelse, virksomhedsadministration, IT, Grafisk design og passer også lige en golfbane. Herudover har vi selvfølgelig alle sammen en kæmpe interesse og passion for esport!


Hvordan startede projektet?

Vi har lige siden CS source tiden været træt at den ustabilitet, der har været på scenen, og til dels også den lidt slappe mentalitet folk har overfor det at være på et hold. For nogle måneder siden, gik det op for os, at der jo var nogle der var nødt til at gøre et eller andet, hvis denne holdning skulle ændres, så hvorfor ikke bare komme igang? Samtidig har vi indenfor det seneste år set, hvor vanvittig hurtig esporten vokser, og vi mener derfor også det er vigtigt, at der bliver lavet et ordenligt stykke arbejde "bagved" spillerne, med ordenlige strukturer for træninger og holdsammensætning. Vi har kigget meget på de "almindelige" sportsgrenes klubkultur og dennes DNA, for at se hvad det er der virker, og hvad det er folk bliver tiltrukket af. Det har så resulteret i, at vi har åbnet Valid Gaming og startet en online esportsklub - så vidt vi ved - det eneste af sin slags indtil videre.


Du har lidt nævnt det tidligere, men kan du uddybe lidt mere omkring, hvad jeres mål er med Valid Gaming? 

Vores mål, på kort sigt, er at tilbyde folk at blive medlem af en esportsklub. Man kan komme alene, eller flere sammen, og vi vil så sørge for at finde et hold som passer til skillniveau, træningstider og ambitioner. Herefter indledes et struktureret og gennemarbejdet træningsforløb, som sigter efter at skabe konstant udvikling - både individuelt og kollektivt. Dette vil, på langt sigt, forhåbentlig udmunde sig i stabilitet, loyalitet og et større fokus på holdet end på ens individuelle egenskaber


Har fællesskabet været noget, som I har savnet ved communitiet?

Der er ingen tvivl om, at med flere fuldtidsprofessionelle hold/spillere, og samtidig en større spillerbase end for 6-7 år siden (hvor vi var en aktiv del af CS:S scenen) er scenen nok mindre samlet, og afstanden mellem top er bund er større. Tidligere kunne man hurtig og nemt skrive til de aller bedste spiller over IRC, og få et par gode fifs eller spille en mix/gather, da alle var samlet et sted :)
Dog tror jeg der er mange der vil give mig ret i, at den danske scene altid har været karakteriseret ved ustabilitet, aimstars som clanjumpede, og hold der åbnede og lukkede indenfor meget kort tid; græsset var altid grønnere på den anden side. For at fortsætte den billedelige tale, er en af Valid Gamings grundprincipper, at græsset er grønnest der, hvor det bliver vandet - og dét bliver det, hvis man bliver sammen, har fokus på holdet og ikke mindst holder en god tone :)


Er princippet det samme, som i en alm. sportsklub, hvor man struktureret bygger mere og mere på spilleren?

Ja - og holdet :) Vi har på nuværende tidspunkt lavet et roadmap indeholdende mere end 35 træningsgange, som systematisk og struktureret udvikler både spiller og hold. Mere konkret indledes med basis spilforståelse og teamdynamik, som går over i mapkendskab.og videre til grundtaktiker og egentlige plays.


Så målet er både taktisk, 'ingame iq', har I også fokuspunkter til øvelse af aim?

Lige præcis, det er hovedsageligt her vores fokuspunkt ligger. Vi har ikke decideret øvelse af aim, da vi har valgt at lægge dette ud til den enkelte spiller, lidt ligesom dét at sparke frispark/straffespark i fodbold, det er oftest noget man træner for sig selv. Som nævnt tidligere, er det heller ikke noget vi mener folk mangler, da et godt aim ofte kommer af timerne alene på DM/AIM servere


Kan du give et eksempel på en læringsplan, og måske et smugkig på et undervisningsmateriale?

På det første billede ses et udsnit af læringsplanen, hvor Level 2 er i fuld gang. Her gennemgås postplant positioner og postplant opdæknings prioriteringer. Alle spots og steder på mappet bliver også gennemgået så alle er enige om hvor hvad er :)


På de to andre billeder ses et eksempel på vores undervisningsslides hvor der her forklares hvor der ønskes plantes default, og hvor det er prioriteret højest, at der er en mand der dækker bomben.

                                                           (Eksempel 1 og 2)

Kan Valid Gaming bruges som et springbræt for unge spillere, som gerne vil udvikle sig, og skabe kontakter?

Det er bestemt også et at vores mål, at spillere som har lysten til at udvikle sit spil (vigtigt) og lære om dét at spille på et hold, kan melde sig ind i vores esportsklub og derigennem skabe nye kontakter og muligheder. Det skal dog siges, at vores klub bestemt også henvender sig til det "ældre" publikum, som savner at spille på et hold, uden det behøver at være 5 dage om ugen så kæreste, arbejde og andre "voksen" forpligtelser stadig kan opfyldes.


Hvordan har interessen været, og har I justeret træningsprogrammerne pga. feedback?

Vi har, trods vores korte levetid, allerede oplevet stor interesse, og har på nuværende tidspunkt en håndfuld hold som kører. Vi lytter meget efter al den feedback vi får, og prøver konstant at optimere alle vores produkter; lige fra ansøgningsprocessen, matchmaking (når vi danner et hold) til træningsslides. Stammen af folkene bag Valid Gaming spiller selvfølgelig selv på et hold, og følger læringsplanen til punkt og prikke for at gennemteste forløbet og ikke mindst se om det har nogen virkning :)


Ser I en fordel i at E-Sport Danmark er blevet optaget af Dansk Atletik Forbund, kilde, eller ser du det som en forældet tilgang?

Jeg ser det som en meget positiv ting for dansk esports fremtid. Jeg tror dog ikke du skal prøve at tvinge esport ind i de klassiske fysiske rammer, som for almindelige sportsgrene, men derimod finde en god balance mellem online/offline. Det vil hovedsageligt hjælpe de meget unge, så de har et sted at mødes, og hvor der er den struktur vi i Valid Gaming også prøver at skabe. Endvidere tror jeg det kan bidrage en hel del til den endelige blåstempling af esport, som en regulær sport som man kan dyrke og gå op i. Dette vil have mange positive effekter som fx. sponsorvillighed, bred mediedækning osv.


Har du noget du gerne vil tilføje ?

Ikke så meget andet end at vi selvfølgelig vil opfordre alle, som synes Valid Gaming esportsklub lyder som noget for dem, om at udfylde en ansøgning, og så vil vi gøre alt for at finde et hold hurtigst muligt :)


Hvis det har fanget din interesse, så tag og kig forbi deres hjemmeside, Valid Gaming, eller Facebook.