Pierre ”Steelback” Medjaldi er den nye ADC på Team ROCCAT. Det annoncerede de i går på deres facebookside. Det bekræfter derved de rygter, der har været omkring Steelback, og om at han gerne ville forlade Unicorns of Love.

Udover UoL har Steelback haft sin vante gang hos andre tophold som Gambit Gaming og Fnatic. Og Steelback har da også udvist imponerende styrke i løbet af forårssæsonen med en KDA på 6,1, hvilket betyder, at han for øjeblikket er indehaver af den anden højeste KDA ratio i EU LCS.

Nyerhvervelsen af franske Steelback sker efter en meget skuffende LCS forårssæson for ROCCAT, hvor det kun lykkedes dem at hive fire sejre ind. Derfor rykkede de ud af LCS og var i marts nødt til at spille promotions for at komme tilbage i ligaen og være med her til sommersæsonen, hvilket dog hurtigt lykkedes dem efter en 3:1 sejr over Team Huma. 

Nedrykningen fik dog teamet til at gentænke hele deres holdopstilling, hvilket endte ud i at både Erik ”Tabzz” van Helvert, Lewis ”Noxiak” Felix og Edward ”Edward” Abgaryan røg af holdet. Derfor stod ROCCAT kun tilbage med deres jungle og mid.

Som de skriver på deres opslag på Facebook, starter ROCCAT nu op på en frisk, og de har planer om at præsentere resten af deres nye startopstilling i løbet af de kommende uger.

Den forhenværende ADC Tabzz har efterfølgende været ude og kommentere på erhvervelsen af Steelback og havde følgende at tilføje til sagen: 

”Vi tabte en masse kampe, hvor vi havde opbygget en tidlig føring og faktisk havde nogle af de bedste early game stats som et hold. Jeg er ked af, at det ikke lykkedes os at spille de kampe ordentlig, ellers kunne vi måske alle have undgået nedrykning. Efter igen at have sikret deres plads i LCS, besluttede ROCCAT sig for at ændre på holdopstillingen og som et resultat af det, er jeg nu ikke længere en del af holdet. Jeg ønsker held og lykke til mine venner og tidligere holdkammerater Airwaks og Betsy. Jeg har haft det godt sammen med jer og håber i finder mere succes i næste sæson.”