Mohamad "Bacha" Al-Bacha vandt FIWC, verdenmesterskaberne i FIFA, for få dage siden, og helt eksklusivt valgte han at give et langt interview til Gaming.dk her til morgen. Det danske håb August "Agge" Rosenmeier forlod allerede turneringen i gruppespillet, og det var her, at Al-Bacha begyndte at gøre sig bemærket.
Finalen stod på et vanvittigt comeback mod Sean Allen, hvor han var bagude 1-3 i 88. minut, og han skulle bruge to mål. Bacha leverede i 89. minut det første, og dernæst det sidste i overtiden. Dette betød, at han blev den officielle bedste til FIFA 16.
Al-Bacha deltager ved dette års Copenhagen Games
Det var en tydelig ydmyg og glad 17 årige dreng, som stadig havde svært ved at forstå, hvad han havde opnåede, da Gaming.dk fangede ham.
Her efter et par dage, hvor du har haft muligheden for at falde lidt ned, hvad betyder det så for din karriere og dig personligt, at du vandt FIWC?
Jamen det betyder rigtig rigtig meget fordi, at FIWC er den største turnering, og før det havde jeg ikke rigtig vundet nogen stor turnering. Jeg havde vundet 2v2 Danmark og danmarksmesterskabet. Selvfølgelig er det også stort, men det er jo ikke noget sammenlignet med FIWC. Det betyder derfor, at min karriere er kommet op på et andet stadie, og der er helt klart en større sult nu. Der er mange ting, som skal forsvares nu, hvilket betyder, at jeg skal være oppe på et niveau, hvor jeg hele tiden skal præstere og holde mig professionel for at tilfredsstille mig selv.Når du vinder VM tænker du hele tiden, at nu bliver du også nødt til at vinde alle andre events. Samtidig sætter jeg ikke det største pres på mig selv, da FIFA også handler om at være klar i det rigtige sekund og have lidt held på de rigtige tidspunkter. Man skal også tage det med ro for at håndtere situationen rigtigt.
Hvorfor tror du, at det lige netop var dig, der formåede at vinde VM?
Jeg tror det var mig fordi, at jeg valgte at tage det rigtige hold i FIFA 16. FIFA 16 handler om at angribe og forsvare på en ordentlig måde, hvilket mit hold formåede at gøre, da jeg har en midtbane, som både kan komme frem og tilbage. Udover det tror jeg også, at det mentale aspekt og forberedelsen til eventen var rigtig god.Forberedelsen til eventen var rigtig god fordi, at jeg har trænet sindsygt mange timer. Men jeg træner ikke på den måde med at træne 10 timer hver dag, jeg vil hellere have, at jeg for eksempel træner halvanden time koncentreret. Spiller jeg for mange timer, føler jeg, at mit spil bliver meget ensformigt og firkantet.
Jeg tror bare overordnet, at det mentale og den tilgang til spillet, som jeg havde, var grunden til, at jeg vandt VM.
Hvad vil du gøre for at forsætte med at holde dette høje niveau?
Jeg tror bare det handler om at tage tingene med ro. Lad være med at sætte for stort pres på sig selv. Selvfølgelig skal forventningerne være høje, og man vil altid vinde. Men man skal også tænke realistisk, da heldet i FIFA kan spille en stor rolle.Jeg vil helt sikkert træne, hvor jeg vil prioritere at træne koncentreret, så jeg får noget ud af min træning. Jeg vil gerne bare prøve at forblive fokuseret og hele tiden udvikle mig.
For at snakke om Copenhagen Games, hvordan er dine forventninger, og kan man snakke om, at der er et forventningspres til dig omkring at du vinder CPH Games?
Selvfølgelig forventer jeg en rigtig god placering, men jeg er lige landet i Danmark, og er derfor lidt træt. Men jeg er helt sikkert fuld klar på opgaven i dag, og jeg kommer ikke herover for hyggens skyld. Jeg er et konkurrence menneske, og jeg vil altid vinde. Og det er derfor, at jeg spiller på professionelt niveau.Angående presset så er der måske pres fra tilskuere, medier og det hele omkring mig. Men inde i mit hoved der føler jeg mig ikke presset. Jeg vil spille mit spil, og jeg vil gøre alt det, som jeg altid gør. Jeg vil bare glemme alt uden om mig og fokusere på mit eget spil.
Jeg føler ikke, at jeg er presset til at vinde, der er højt niveau i Danmark. Jeg kan ryge ud til en, som måske er lidt dårligere end mig, men som kan vinde ved at have heldet på de rigtige tidspunkter og vinde en kamp på de små marginaler.
Selvfølgelig er der noget pres, men jeg lukker det ude og vil bare gerne spille mit spil.
August Rosenmeier har længe være den markant bedste i Danmark, er dette en plads, som du sigter efter at overtage, og tror du det er muligt?
Jeg tror alle, der spiller på professionelt niveau eller på konkurrenceniveau vil altid være den bedste. Jeg er verdensmester. Det vil sige, at jeg er verdens bedste. Men jeg ved også samtidig, at August er sindsyg god. Set på længere sigt er August stadig Danmarks bedste, da han har formået at holde et højt niveau over 5-6 år.Jeg vil altid prøve at overtage hans position som den bedste i Danmark, men der skal meget til. Jeg har kun vundet et rigtig stort event, og her har August altså vundet VM to gange, han er 5 dobbelt Danmarks mester og han har vundet adskillige internationale turneringer. Det August har præsteret og opnået, der er jeg langt fra, men jeg synes da, at det er en god start at vinde VM.
Til sidst vil jeg gerne sige tak for interviewet, har du noget, som du gerne vil tilføje?
Jeg vil sige tak til alle dem, som supporter mig. Heriblandt Tricked eSport for at give mig muligheden for at spille for dem. Det er en fornøjelse at spille for dem, og jeg stoler virkelig på deres projekt. Jeg vil specielt takke min coach Hassan og hele holdet, der var med mig i New York. Til sidst vil jeg gerne takke min familie, som altid har været der for mig.