DreamHack Open London løber af stablen i denne weekend, hvor otte hold kæmper om en samlet præmiepulje på knap 270.000 danske kroner. Ud af de otte hold er fem blevet direkte inviteret, og de sidste tre har været igennem en kvalifikationsturnering. Holdene er inddelt i to grupper á fire hold, som du kan se herunder.

Gruppe A

  •  EnVyUs 
  •  Dignitas
  •  Renegades
  •  EZskins

Gruppe B

  •  Team SoloMid
  •  G2.Kinguin
  •  SK Gaming
  •  Copenhagen Wolves

Ved første øjekast kunne man antage, at Team SoloMid og EnVyUs sandsynligvis ville være at finde i finalen, da de er en del af de absolutte tophold ved eventen. Derimod ville G2.Kinguin, Dignitas og Renegades blive placeret i niveauet lige under topholdene. Af de tilbageværende hold - Copenhagen Wolves, SK Gaming og EZskins - er det hold, som enten lige er sammensat eller har haft mange udskiftninger, og i EZskins tilfælde er de stort set ikke kendte på den internationale scene.


EnVyUs

Efter at have tilføjet Kenny ”kennyS” Schrub og Dan ”apEX” Madesclaire på holdet, ser de endnu mere frygtindgydende ud end med deres tidligere lineup. Ved ESL One Cologne kæmpede de deres vej til finalen ved overbevisende at slå Natus Vincere og i semifinalen sendte de Team SoloMid ud. Det var især på grund af en velspillende Nathan ”NBK” Schmitt, at franskmændene kunne avancere sig til finalen. I finalen tabte de dog til Fnatic, som efter en timeout på Dust2 lavede et episk comeback, og derefter dominerede EnVyUs på Cobblestone. Efter at have nået finalen ved ESL One Cologne, var der høje forventninger til dem ved ESL ESEA Pro League Invitational i Dubai. De slog først Cloud9 på Cobblestone - dog var det langtfra et velspillende Cloud9 der mødte op. Da franskmændende stødte på Virtus.pro, fik de en voldsom afklapsning på Cache, hvor Virtus.pro tog 15 omgange som terrorister, før de fik lukket kampen 16-7. EnVyUs blev slået ud af turneringen af Ninjas in Pyjamas, som overraskede alle ved at spille på et niveau, som de ikke har vist i mange måneder. Dog var det en blanding af fem velspillende ninjaer, og at det franske hold spillede under deres niveau.

Hvad der tidligere var EnVyUs' styrke - at så længe en af spillerne ramte deres topniveau, havde de muligheden for at vinde mod størstedelen af deres modstandere - belyser også en af deres store svagheder. Det viser nemlig, at de ikke er en enhed endnu. I Dubai så man også, at de fik markant flere omgange som terrorister, hvor deres CT side så meget usikker ud, og at rotationer og kommunikationen ikke virkede til at være helt i mål endnu. Holdet er uden tvivl et af de stærkeste hold i verden, hvis man ser på det samlede talent, men de har ikke haft nok tid endnu til at blive en homogen enhed.


Dignitas

Tidligere på året viste Dignitas ved DreamHack Summer 2015 og GFINITY Masters Summer 1, at de havde potentialet til at udfordre topholdene. Siden da har holdet dog haft problemer, og efter at de ikke formåede at kvalificere sig til ESL One Cologne efter at have tabt til Kinguin og FlipSid3, så har holdet endnu ikke vist, at de kan være med i toppen. I sidste uge tog holdet beslutningen om at erstatte Nicolaj ”Nico” Jensen med svenskeren, Andreas ”schneider” Lindberg. En af grundene til udskiftningen var det svingende niveau fra Nicolaj ”Nico” Jensen, samt hans effektivitet med andre våben end AWPen. Set i holdets generelle taktiske tilgange til T-siden, hvor de ofte ikke har inkorporeret ham, eller gjort hans opgave betydelig mere udfordrende, når han har haft sniperen i sin hånd. Selvom man umiddelbart kunne antage, at kommunikation måske kunne være en lille udfordring for Andreas ”schneider” Lindberg og resten af holdet, så har han siden dagene med Property været standin for mange forskellige hold som sit tidligere hold Fnatic, KILLERFISH, Kinguin og PENTA. Dignitas så dog ganske fornuftigt ud, da de spillede kvalifikationskampene til DreamHack Stockholm 2015. Andreas ”schneider” Lindberg er en opgradering af holdets ildkraft, men spørgsmålet er, om de har haft tid nok sammen til at have en reel chance i London.


Renegades

Australierne er efterhånden nogle velkendte ansigter, og selvom de endte på en 9.-12. plads til ESL One Cologne, så var det til dels på grund af, at de mødte Team SoloMid i deres første kamp. Her viste de gode takter på Train, men endte dog med at falde 16-11. Herefter vandt de over Titan, men fik ikke et ben til jorden, da de mødte Ninjas in Pyjamas, hvor tre af spillerne ikke kom over 20 kills sammenlagt. De fik dog en tredjeplads ved det lidt uortodokse IEM Season X – Gamescom. Modregner man deres tre kampe mod SK Gaming, så fik de sammenlagt 12 omgange gennem på to maps mod Team SoloMid og et enkelt mod mousesports. Selvom Renegades vandt to ud af tre gange, da de mødte SK Gaming, så var det mod et hold, som kort forinden havde fået Casper ”cadiaN” Møller ombord. Desuden spillede de med Nikola " NiKo" Kovač, da Michael "Friis" Jørgensen var på ferie. Renegades har bare ikke samme ildkraft, som mange af de andre hold, men både Justin ”jks” Savage og Aaron ”AZR” Ward har vist, at de kan spille op med europæerne. De har ofte en anden tilgang til maps, hvilket gør, at det er ret sjovt at se holdet spille.


EZskins

I CS:GO har den britiske scene ikke haft meget succes, hvor de hold som har eksisteret er blevet slået i de kvalifikationskampe, hvor de engelske hold ville have haft mulighed for at tiltrække mere opmærksomhed. Det er svært at give en bedømmelse af holdet, da de kom under EZskins organisationen midt i juli, og udover at vinde Insomnia Gaming Festival 55, så er der ikke ikke mange resultater at opstøve. Holdet er i en position, hvor de som de ukendte underdogs måske kan overraske. Det var tildels det, at det tidligere Gplay, nu E-frag.net, formåede at gøre ved SLTV StarSeries XIII Finals, hvor de overraskede alle ved at slå EnVyUs 16-14 på Dust2. Det er dog ikke sandsynligt, at holdet kan præstere det samme som bulgarene, dog er det fantastisk at flere hold får muligheden for at vise fanen.


Team SoloMid

Siden ESL One Cologne, hvor danskerne faldt i semifinalen til EnVyUs, har holdet spillet en BO5 mod Fnatic, hvor de tabte fire af de fem maps ved Fragbite Masters Championship Showdown. Det fik de dog rettet op på, da de to hold igen mødtes i Dubai, hvor danskerne slog Fnatic 19-17 på Dust2. De fortsatte deres kamp mod svenskerne og sendte Ninjas in Pyjamas hjem efter tre maps. I finalen mødte de Virtus.pro - et hold som danskerne tidligere har haft store problemer med. Det var en tæt finale og på sidste map, hvor Virtus.pro var foran 12-3, holdt danskerne hovedet koldt og fik udlignet til 14-14 inden Virtus.pro fik lukket kampen 16-14. Team SoloMid er uden tvivl et af de bedste hold i verden, og selvom de har haft store udsving i form af placeringer, hvor de for eksempel røg ud i gruppestadiet ved ESL ESEA Pro League Season 1 Finals efterfulgt af en førsteplads ved FACEIT 2015 Stage 2 Finals ved DreamHack Valencia 2015, hvorefter holdet fik en 7.-8. plads ved Acer Predator Masters. En af grundene til deres svingende niveau har til dels været skole, eftersom ingen af de andre af topholdene har arbejde eller skole ved siden af. Dog efter at have vist gode takter i både Köln og Dubai, og med de hold som er deltager i London, så er forventninger til Team SoloMid at de når finalen.


G2.Kinguin

Eftersom mousesports har valgt at trække sig fra turneringen for at fokusere på kvalifikationen til den næste major, DreamHack Cluj-Napoca i Rumænien, så har G2.Kinguin overtaget pladsen. Selvom holdet endte på en 5.-.8. plads til ESL One Cologne, så var det ikke en stærk præstation, som gav dem den placering. De fik tæv af brasilianerne fra Luminosity Gaming, og derefter vandt de to tætte kampe mod henholdsvis det australske team Immunity og mod et fraværende Cloud9. I kvartfinalen mødte de dog et overlegen Team SoloMid, som viste, at de havde et højere niveau. G2.Kinguin vandt dog Gaming Paradise, hvor både E-frag.net, Titan, Natus Vincere, mousesports og Virtus.pro deltog, men det resultat er desværre ikke noget, som man kan give meget værdi, da selve eventen var plaget af utallige problemer. Computerne var slet ikke tilstrækkelige til CS:GO, og halvvejs gennem turneringen kom det frem, at eftersom flere ting ikke var betalt, at præmiesummen måske ikke eksisterede. Selvom det er svært at bedømme, hvor meget man kan regne med resultaterne, så spillede G2.Kinguin ganske fornuftigt. Det ville have været spændende at se, om mousesports havde fået samlet stumperne sammen efter Cologne, men G2.Kinguin er bestemt også et godt hold, og de har spillerne til at udfordre toppen.


SK Gaming

Det tredje danske hold, som befinder sig i London, er SK Gaming. Det er dog ikke et hold, som har haft de store præstationer, og hvis man ser på deres sidste to turneringer, IEM Season X – Gamescom og Acer Predator Masters, så har det enten været med en ny spiller eller med en standin. Det gør det svært at bedømme, hvor stærk holdet egentligt er, og selv deres kvalifikation til DreamHack Open London, hvor de mødte PENTA, blev i høj grad vundet på grund af, at Nikola 'NiKo' Kovač igen var standin og fik 103 kills over fire maps. Ved den første europæiske kvalifikation til DreamHack Stockholm 2015 faldt de til HellRaisers, hvor de over to maps fik sammenlagt syv omgange. I anden omgang af kvalifikationen tabte de til det finske hold, MIXCAT, som bestod af folk fra nerdRage og det tidligere ROCCAT hold.

Traditionen tro så har SK Gaming en ny mand med til London, og det er Kristian "k0nfig" Wienecke, som tidligere spillede for Reason Gaming og har vist, at han har et højt niveau. Derfor erstatter han Danny "BERRY" Krüger. Det også resulteret i, at Casper 'cadiaN' Møller har overtaget rollen som in-game holdkaptajn.

Det betyder utvivlsomt, at holdet står stærkere i forhold til ildkraft, men om holdet har nok tid til at inkorporere deres nye medlem, er en anden sag. SK Gaming er et hold, som har en masse potentiale i deres unge spillere, og i London har holdet mulighed for at vise, at selvom de ikke fik kvalificeret sig til DreamHack Stockholm, så er det ikke udtryk for deres generelle niveau.


Copenhagen Wolves

Holdet består ikke længere af danskere, men af de tre nordmænd Ruben "RUBINO" Villarroel, Joakim "jkaem" Myrbostad, Morten "zEVES" Vollan og to svenskere Erik "zende" Sundeqvist og Simon "twist" Eliasson. Holdet blev skabt i midten af august, men de fem spillere er ikke ukendte, hvor nordmændene tidligere for LGB, og de to svenskere spillede tidligere for Property. Eftersom holdet er temmelig nyt, så er der ikke mange resultater at kigge på. De mødte dog E-frag.net i en BO5, som afgjorde, hvem af de to hold, der ville være at finde i London. Alle fem maps blev spillet, men til sidst endte den nordiske trup med at vinde pladsen i London. Det var dog ikke alle tætte maps, og det kan også være holdets største problem, at deres map pool ikke er dyb nok, hvis deres modstandere har kigget en smule på holdets resultater.


Kampprogram

I gruppestadiet spilles der BO1, og hele gruppestadiet bliver færdiggjort om lørdagen, hvor først gruppe A udspilles og derefter gruppe B. Det fulde kampprogram kan ses herunder:

Dreamhack Open London - lørdag d. 19. september

Tid
Kamp nr.
Resultat
 Team EnVyUs vs. EZskins 13:00 A1
  16 - 02
Dignitas vs. Renegades 14:15 A2   16 - 13
Team EnVyUs vs. Dignitas 15:30 A3   16 - 06
EZskins vs. Renegades 16:45 A4   16 - 11
Dignitas vs. EZskins 18:00 A5
  16 - 02
Team SoloMid vs. Copenhagen Wolves 19:15 B1
  16 - 05
G2.Kinguin vs. SK Gaming 20:30 B2   16 - 13
Team SoloMid vs. G2.Kinguin 21:45 B3   16 - 08
Copenhagen Wolves vs. SK Gaming 23:00 B4   16 - 13
G2.Kinguin vs. Copenhagen Wolves 00:15 B5
  11 - 16

Det betyder, at vinderne af A3, A5, B3 og B5 går videre til semifinalerne, hvor det højeste seed fra hver gruppe møder det laveste seed fra den anden gruppe.

Dreamhack Open London - søndag d. 20. september

Tid
Kamp nr.
Resultat
Team SoloMid vs. Dignitas 13:30 C1
2 - 0
Copenhagen Wolves vs. Team EnVyUs 17:00 C2
0 - 2
Team SoloMid
vs. Team EnVyUs
21:05 C3
0 - 2

Alle kampene kan ses på den officielle stream herunder: