Instruktøren af den nu snart færdige film om Warcraft-universet, Duncan Jones, vil gerne lave to efterfølgere. Det fortæller han i et interview med io9 fra San Diego Comic-Con.
Hvornår vi får de to efterfølgere at se - eller om de overhovedet bliver en realitet - er meget svært at sige. For vi skal rent faktisk tilbage til 2006, for at finde annonceringen af den første Warcraft-film, der rammer lærreder verden over næste år. Det har altså taget 10 år at få stablet én film på benene, og de er gået igennem flere forskellige instruktører igennem de mange år.
Uwe Boll bød i sin tid ind på at få lov til at lave filmen. Det afviste Blizzard dog pure, da de var bange for, at den notoriske spil-filmsinstruktør ville ødelægge både Warcraft og World of Warcraft-navnet.
Warcraft-filmens stjerne, orken Orgrim.
Det blev efter lang tid Duncan Jones, der fik lov til at instruere, og med ham ved roret, er Warcraft nu endelig ved at komme i havn efter ti bølgende år til søs. Duncan Jones fortæller også i ovenstående interview, at de faktisk kun mangler 10 VFX-shots (Visuel Effect scener) for at være helt færdige med post production af Warcraft.
Han fortæller videre, at han allerede har en ide til en fuld trilogi sammen med Blizzards Chris Metzen. Og bliver Warcraft en succes for filmselskabet Legendary Pictures, er det bestemt ikke utænkeligt, at vi ser to film mere.
Selvom World of Warcraft ikke har den popularitet, som det havde for to til tre år siden, er navnet World of Warcraft og Warcraft blevet almen kendt, hvilket kan være nok til, at filmen kommer til at tjene kassen i 2016. "Money talks", og hives der nok dollars ind, kan vi nok se frem til lang mere guf fra orkerne og menneskene.