Fire baner skulle der til, før Natus Vincere kunne trække sig sejrrige ud af finalen ved SLTV StarSeries XIII-finalen søndag aften, hvor de slog franske EnVyUs 3-1.

Finalen var sat op som en BO5-kamp, og første bane var Cobblestone, Natus Vinceres førstevalg. Natus Vincere fik da også den bedste start med runder i træk, inden EnVyUs kom ind i kampen. Herfra stod den dog på EnVyUs hele vejen til halvleg, med en stilling på 9-6 til de franske spillere. Sideskiftet fik dog sparket gang i Na'Vi, der efter et par tætte runder kunne lukke Cobblestone med en sejr på 16-14.


Na'vi-mandskabet under finalen imod EnVyUs. Foto: Natus Vinceres Twitter.

Det franske mandskab startede dog som lyn og torden på Dust 2, kampens anden bane. Her blev det hurtigt 5-0 og vi skulle helt hen til 13-2, før vi så noget som helst til Na'Vi. Dust 2 sluttede 16-10 til EnVyUs.

Overpass var endnu en bane valgt af Na'Vi, og det franske hold fik også kærligheden slemt at føle. 11-1 blev det til, og selvom EnVyUs fik tre runder mere under bæltet, måtte de se sig slået 16-4, før kampen kunne gå videre til fjerde og sidste map, Inferno.

Med 9-0 troede vi faktisk, at EnVyUs ville lukke og slukke Inferno med det samme. Men Natus Vincere kunne, på trods af 9 tabte runder i streg, lugte blod, da de førte 2-1 i den overordnede stilling. Det franske mandskab måtte herefter se Na'Vi-drengene hale ind, runde efter runde, indtil stillingen var 13-13. Der blev ikke fundet en sejrherre i den regulære spilletid, så kampen blev forlænget. Første overtid løste ikke problemet, og det gjorde nummer to heller ikke. Vi skulle helt ud i tredje overtid, før Natus Vincere kunne lukke kampen og lidt efter løfte den store pokal samt hive $22.000 med hjem.


Pokal løftes efter den flotte sejr. Foto: Natus Vinceres Twitter.

Herunder er stillingen efter finale-turneringen:

1.  Natus Vincere - $22.000
2.  EnVyUs - $12.000
3-4.  GPlay - $5.500
3-4.  FlipSid3 - $5.500
5.  Gamers2 - $2.500
6.  Hellraisers - $2.500