Guerilla Games er nok mest kendt for deres PlayStation-eksklusive Killzone serie. Nu ser det dog ud til, at de for en tid forlader det univers og begiver sig hjem til vores eget univers her på jorden. Alt er dog ikke som vi kender det. Verden er gået under, det moderne menneske er tilsyneladende forsvundet og jorden er overtaget af mekaniske dyr. Hvad der er sket, er der ingen der ved. Men stammer af jægere er ved at samle sig igen, og her møder vi spillets hovedperson.
Horizon: Zero Dawn ligner et stort åben action-rollespil. Grafikken er imponerende og kampsystemet virker meget interessant. Især da den store robot-dino bliver naglet til jorden. Se selv med i den flotte E3 2015-trailer. Spillet skulle være ude i 2016.