DDOS-angreb er desværre en fast del af CS:GO-scenen, og nu har det irriterende fænomen resulteret i et to dages langt ban af Team Liquid's kaptajn efter en ESEA ESL Pro League kamp.

Liquid mødte eLevate i går, og under kampen imellem de to nordamerikanske hold oplever Liquid-spilleren Kyle "flowsicK" Mendez konstante problemer med sin forbindelse. Derfor så holdkaptajn Eric "adreN" Hoag sig nødsaget til at pause kampen flere gange, så flowsicK kunne connecte igen. Men da ESEA ligaen spiller efter et regelsæt, hvor der kun tillades en pause per halvleg og en pause per overtid, blev adreN efterfølgende bannet af ESEA, hvilket nu kan ses på hans profil

Liquids Jacob "Fugly" Medina luftede i går sine frustrationer over ESEA's valg på twitter.

Her fortæller Fugly, at deres modstander, eLevate, rent faktisk var indforståede med pausen, og at de ikke havde noget imod det. Bannet er altså udelukkende en beslutning fra ESEA. Det bekræfter ESEA dog også selv via hltv.org, hvor ESEA forklarer, at Liquid havde fået en advarsel fra kampens admin om, at de ikke måtte tage flere pauser. Holdet ignorerede advarslen, og derfor blev holdkaptajnen bænket i to dage.


Eric "adreN" Hoag får måske mere tid til kæresten de næste par dage. Foto: Twitter

Det er en meget svær situation. På den ene side står organisationen ESEA ESL og skal afholde kampene, der følges af adskillige tusinder seere. Med for store forsinkelser, går den planlagte sendeflade helt i vasken. Det betyder færre seere, hvilket kan resultere i færre sponsorpenge og lignende. På den anden side står spillerne og holdene, der pludselig kan komme i store vandskeligheder, når en eller flere spillere ikke kan deltage i kampen. 

Hvordan man løser problemet med DDOS-angreb og de efterfølgende connection-issues i kampene, skal vi ikke kunne udtale os om. Men det er under alle omstændigheder et stort problem, og bans af spillere løser det i hvert fald slet ikke. Har du et bud på, hvordan disse problemer kan afhjælpes?