Hvis du som undertegnede spillede Diablo som ung purk, husker du måske tilbage på en oplevelse som ret så skræmmende. Værst af alle de vederstyggelige fjender var "The Butcher". En kæmpe dæmon med en gigantisk meat cleaver. Han var lynhurtig og ville jagte spilleren nådesløs rundt og hakke med sit dræbende våben nonstop. Nu kommer The Butcher så til Heroes of the Storm. 

Som en del af Eternal Conflict-opdateringen får HotS-spillere både fingre i The Butcher samt et helt nyt Diablo-inspireret kort, Battlefield of Eternity, der er lavet ud fra Diablo III-banen "High Heavens". 

Halvdelen af Battlefield of Eternity er urørt, den anden halvdel af korrumperet. Foto: Blizzard.

Ud over The Butcher og det nye kort, skulle der også komme nye skins og "speciel events", alt sammen med inspiration fra Diablo.

The Butcher er dog den store nye tilføjelse. Han er en formidabel melee-kæmper, der specialiserer sig i at sløve sine modstandere, og når han dræber dem, så bruger han deres blod til at øge sin attack damage. Den evne hedder "Fresh Meat", som er opkaldt efter karakterens "catchphrase" fra de gamle Diablo-spil.

Heroes of the Storm udkom den 2. juni og er helt gratis at spille. Du kan hive det ned fra Blizzard, hvis du har hang til et tilsyneladende meget velspillende MOBA.