Selvom mange var ved at falde bagover, da ESEA ESL Pro League annoncerede deres CS:GO-turneringer, hvor præmiepuljen var på hele $1.000.000, får Dota 2 det til at ligne småpenge. Årets største Dota 2 turnering, The International 5, har nemlig lige rundet $12.000.000 i præmiepenge. Det er næsten 80 millioner danske kroner. Sidste år endte det på $10.930.698, og vi har nu historiens største præmiepulje i esportens verden. Beløbet er fuldstændig grotesk stort, og det bliver endnu større.
Puljen vokser nemlig i takt med salget af "The Compendium". Hver gang en Dota 2 spiller investerer heri, ryger der lidt penge i puljen til den store turnering, der løber af stablen om godt en måned. Salget af The Compendium løber i alt 70 dage, og vi har netop rundet dag 35. Derfor burde beløbet stige betragteligt. Salget har nærmest eksploderet han over den sidste uges tid, grundet diverse milepæle. Ved $10.000.000 blev Immortal Treasure III udløst, hvilket fik mangt en Dota 2-spiller til lommerne. Og disse "præmier" udløses for hver gang puljen overstiger en million. Loftet er indtil videre 15 millioner dollars. Men hvis Valve ser, at puljen nærmer sig dette, smækker de jo nok flere lokkemidler på.
Her ses puljen for 2014 og 2015. Læg mærke til det store spring fra omkring dag 27. Foto: Valve.
Det er dog ikke kun deltagerne ved The International 5, der kommer til at nyde godt af de mange indsamlede midler. Det er nemlig kun 25% af pengene fra salget, der går til præmiepuljen. Valve høster de resterende. De startede med at smide $1,6 millioner i puljen, og derefter har spillerne smidt de sidste $10,4 millioner. Det betyder, at folk har spenderet $41,6 millioner på The Compendium, hvoraf 31,2 millioner er røget til Valve. Ikke en dårlig forretning!