Microsoft er nu gået i officiel WIndows 10-mode! De har nemlig annonceret udgivelsesdatoen på Windows 10, og vi kan derfor nu begynde at gøre os klar til den nye invasion af det populære OS. Den 29 juli er den præcise dato, og allerede nu kan du reservere din kopi af styresystemet. For langt de fleste koster det nemlig slet ikke noget at opgradere, og hvordan du klarer den sag, kan du læse mere om hos Microsoft.

Microsoft har i andledningen leveret to videoer. Den ene ligner en hjemmebikset sag lavet af et par videoentusiaster i deres mors kælder, den anden er en kende mere professionel og informativ. Du finder dem begge her.

Der kommer selvfølgelig et væld af opdateringer. Herunder har vi hevet de mest spændende ud set med gamerbriller.

  • Direct X 12-understøttelse. Hvis det vitterligt er, som flere og flere kilder siger, så vil dette forbedre performance i alle spil, der understøtter Direct X 12, og hvis du har grafikkortet dertil.
  • Cortana digital assistent. Den kunstige intelligens fra Halo-spillene er nu kommet til din personlige computer, og det virker til at være ret smart, hvis du er typen, der er vild med Siri og at snakke direkte til dine gadgets.
  • Du kan streame spil fra din Xbox One direkte til din PC via dit eget netværk. En meget spændende feature, der gør det muligt at udnytte din Xbox One, ligemeget hvor du er i dit hjem.
  • En forbedret startmenu. Fordi det vil 99.999% af alle sætte stor, stor pris på efter Metro-interfacet i Windows 8.
  • Microsoft Edge, Microsofts nye letvægtsbrowswer, der overtager fra Internet Explorer. Der er en del spændende funktioner, blandt andet muligheden for at lave notater direkte på hjemmesiderne.

Det er altså den 29. juli, at vi selv kan få fingre i det. Og hvis alt går, som det plejer, så burde Windows 10 være en fantastisk oplevelse, da det typisk er hver anden udgave af Windows, der fungerer enormt godt. Windows 98 var nice. WIndows 2000/ME var knap så nice. Windows XP var toppen af poppen. Windows Vista var ... en katastrofe! Windows 7 var virkelig lækkert. Windows 8 fejlede grumt hos de fleste med Metro-interfacet. Og selvom det er blevet meget bedre emd Windows 8.1, så kan Windows 10 virkelig være et skridt i den rigtige retning.