Ligaerne lakker mod enden, sæsonen er ved at være slut, mestrene bliver fundet og nedrykkerne ærgrer sig. Det er den tid på året, hvor EA Sports sender en hel masse Team of the Season kort efter os, og de starter med deres "Most Consistent" - spillerne på disse hold kan nomineres af fans og bliver derefter måske valgt, forudsat det krav, at de ikke har fået tildelt et In Form kort i løbet af sæsonen.
EA Sports giver et "Most Consistent" TOTS kort til både Bronze-, Sølv- og Guldspillere. Bronze delen bærer normalt præg af, at spillerne er forholdsvist ukendte, men i år kan vi glæde os over, at en dansker har fået anerkendt sin fænomenale indsats på et hold i Superligaen, der ikke var spået mange chancer. Her er der selvfølgelig tale om angriberen fra Hobro, Mads Hvilsom, der med sine 15 sæsonmål, indtil videre, deler topscorerværdigheden i Superligaen med Martin Pusic. Som en Bronzespiller har han, naturligvis, ikke de bedste stats, men hvem ville ikke gerne pynte sin klub med skarpretteren fra Hobro? Hvis ikke man er så heldig at finde ham i en pakke, skal man hoste op med 55.000 til 88.000 coins på Playstation eller 35.000 til 55.000 coins på XBox, hvis han er til at finde på markedet.
På sølvholdet er der specielt én spiller, der popper op som et varmt emne - nemlig Palermos Paulo Dybala. Dybala har gjort det så godt i sæsonen, at han nu også er blevet belønnet med et TOTS kort, efter han i vinters modtog en opgradering fra en rating på 70 til en på 74. Dybala er hurtig, god på bolden, driblestærk og en god afslutter, men også en dyr herre. På Playstation koster han mellem 80.000 og 100.000, og på XBox mellem 75.000 og 95.000 coins, og vil formentlig være svær at få fundet på markedet.
På guldholdet, derimod, er der mange spillere, der springer i øjnene - Claudio Marchisio fra Juventus, Nemanja Matic fra Chelsea, Marcelo fra Real Madrid og mange flere. Deriblandt også en spiller, der formentlig har set sine sidste dage i sin nuværende klub, nemlig den store angriber fra Columbia, Jackson Martinez, som Porto har svært ved at kunne holde på, efter hans fantastiske sæson. Med 21 mål i 29 kampe i ligaen, syv mål i Champions League og en solid indsats i hver eneste kamp, bliver han, ganske enkelt, nødt til at søge større udfordringer. Hans Team of the Season kort ser også meget lækkert ud;
85 i boldkontrol, 92 i afslutning, 94 hovedstødspræcision, 91 skudstyrke, 90 i styrke - manden er et monster. Han har en høj/medium arbejdsmentalitet, firestjernede finter og skyder godt med sit svage ben. Det hele samlet gør, at EA Sports har sat han pris til mellem 360.000 og 500.000 på Playstation og 240.000 til 360.000 på XBox.
Alle spillerne på EAs "Most Consistent" Team of the Season kan ses her: Guld, Sølv og Bronze. Spillerne kan findes i pakker indtil den 27. maj