92 ud af 100. Så højt ligger The Witcher 3 på Metacritic med 33 anmeldelser i skrivende stund. Det placerer lige nu spillet fra polske CD Project RED som det andet bedste anmeldte spil i 2015, kun overgået af Grand Theft Auto V. Gamespot går faktisk så langt, som til at kalde The Witcher 3 for et af de bedste spil nogensinde i deres 10/10-anmeldelse.
Den anmeldte udgave er PlayStation 4-versionen, som de store sites har haft fingre i igennem længere tid. Her på gaming.dk venter vi spændt på at få adgang til PC-versionen, som uden tvivl bliver endnu bedre end konsoludgaven, som på trods af de eminente reviews, meldes at have en lille smule knas med en framerate, der kan dykke under de 30 i ny og næ.
I går fik vi så også en lanceringstrailer. Og den rammer helt perfekt, når den voksne stemning skal beskrives. Der skal ikke afsløres noget her, bare se den!
Alt er dog ikke fryd og gammen for udviklerne i The Witcher-land. For de sidste par dage har internettet rent faktisk summet af vrede og skuffede stemmer fra fans af spillet, der nu kan se, at der rent faktisk er sket en ret stor forværring af grafikken siden den ekstremt lækre reveal-trailer vi så i 2013.
Det er billederne herunder, der har skabt den store kontrovers. De dukkede op på imgur fra ukendt side for et par dage siden. Billederne sammenligner ældre gameplay-trailers med helt nyt gameplay, der skulle være fra en PC, der viser spillet med alt på Ultra.
Udviklerne påstår hårdnakket, at der ikke er tale om en "downgrade" af grafikken. Men selvom spillet bestemt ser meget flot ud, tyder flere og flere ting på, at der er blevet skruet meget ned for visse detaljer, og CD Project Reds behandling af sagen, er bestemt heller ikke heldig. De har en kæmpe og meget loyal PC-fanbase, og deres mange politikersvar og sletning af tråde på deres officielle forum, har efterhånden skabt en del røre.
Men nu får vi at se, når spillet endelig lander den 19. maj, altså i næste uge. På trods af en potentielt set dårligere grafik, er vi stadig rasende spændte på Geralts tilsyneladende episke eventyr.