Fallout-serien er en af de største og mest klassiske spilserier overhovedet, og nu ser det ud til, at Bethesda snart afslører det næste store kapitel, nemlig Fallout 4. Rygterne kommer fra en artikel på det tyske PC Games, og er ikke bekræftet af Bethesda selv. Det giver dog meget god mening, at Bethesda nu endelig løfter sløret for spillet, som ufattelig mange har ventet på lige siden udviklerne selv nævnte spillet tilbage i 2008, altså for hele syv år siden!

Der skulle eftersigende være tale om en 20-30 minutter lang demo, der vil blive vist bag lukkede døre til specifikt inviterede medlemmer af pressen. Alt kommer dog ikke til at foregå i aflukkede rum. For Bethesda afholder en ganske offentlig pressekonference til E3, hvor alle kan se med, også via streams herhjemme. Her er det næsten helt sikkert, at vi får en trailer at se fra Fallout 4. Men intet er sikkert endnu. 

E3 2015 afholdes den 16. til den 19. juni i L.A. Convention Center. Men det er allerede den 14. juni, at Bethesda viser deres godt gemte sager frem. Faktisk er Fallout 4 ikke den eneste længeventede 4'er. Et Bethesda-ejet firma ved navn id Software har nemlig også arbejdet på en 4'er i deres klassiske serie, nemlig Doom 4, som bliver er remake af det første Doom. Alt virker til at Bethesda kommer til at stjæle showet i år, og får vi virkelig både Fallout 4 og Doom 4 at se, bliver det et uforglemmeligt E3.