Ubisoft har meget at bevise, når de kommer med det næste store udspil i deres årlige Assassin's Creed-serie. Deres seneste spil, Assassin's Creed: Unity, var for mange spillere en negativ oplevelse, hvor især den tekniske side fejlede stort. Men Ubisoft tøffer ufortrødent videre og er nu snart klar til at løfte sløret næste kapitel om de stikkeglade snigmordere.
Et af de få billeder fra det næste spil. Her ser vi kamp på en hestevogn. FOTO: Ubisoft
Kl. 18.00 på tirsdag kommer den store afsløring. Sikkert med en stramt koreograferet gameplay-video. Vi ved allerede nu, at spillet kommer til at foregå i det victorianske London, hvilket burde give en spændende visuel side. Spillet har lige siden annonceringen gået under navnet Assassin's Creed: Victory. Det er dog ifølge Kotakus unavngivne kilder skiftet ud med Assassin's Creed: Syndicate. Det finder vi helt sikkert ud af i næste uge, og det er jo nok heller ikke så vigtigt igen, hvad titlen er.
Vi ved dog, at vi kommer til at lege med grappeling hook, kamp på hestevogne og et lidt forbedret kampsystem. Herunder har vi en lille teaser, der dog ikke gør andet end at vise datoen på den store afsløring i næste uge.