Der er gang i de digitale World of Warcraft-kort! Blizzard kunne tidligere idag meddele, at deres Hearthstone nu har rundet 30 millioner spillere. Det er yderst imponerende, da Hearthstone faktisk er et relativt nyt spil. Blizzard annoncerede Hearthstone tilbage i marts 2013 på Penny Arcade Expo, og et år senere åbnede de så for syndfloden af spillere. Siden 11. marts sidste år er der altså sprunget 30 millioner af dem med på vognen.
De 30 millioner blev rundet en måneds tid efter lanceringen af smartphone-udgaven af Hearthstone, og det er nu at finde på både Windows og OS X-drevne computere, tablets og iPads. Spillet udvikler sig konstant, og Blizzard holder spillere til ilden med nye kortpakker og masser af turneringer, hvor blandt andet Fireside Gatherings virker til at være et glimrende community-styret tiltag.
Danmark har uden tvivl en god andel af Hearthstone-spillere. Er du mon en af dem? Og hvis ja, hvilken platform er så din foretrukne Hearthstone-platform? På redaktionen er tablet og mobil-udgaven blevet ret så populær.