Ja, det er nok ikke lige den type af nyhed, som vi har flest af her på Gaming.dk. Men vi synes alligevel, at det er lidt sjovt med indblik i en verden af spil, som måske er lidt fjern for de fleste af jer læsere. Mobilspils-udviklerne Glu Mobile har netop annonceret, at den mere eller mindre fallerede pop-dronning Britney Spears får hendes helt eget spil. 

Spillet er endnu ikke navngivet, men det skulle blive lanceret i den første halvdel af 2016. Britneys eget spil giver dig mulighed for at interagere med Miss Spears og opleve det vilde, rige glamour-liv. Spillet følger i hælene på Kim Kardashians spil fra 2014, Kim Kardashian: Hollywood. Det spil formåede at generere $43.3 millioner (omkring 288 millioner danske kroner) på blot tre måneder, og er derfor et af de bedste sælgende mobilspil nogensinde. 

Selvom et mobilspil om et 90'er pop-ikon kan virke en smule tosset på mange af os, så er det uden tvivl big business. For som Glu Mobile CEO Niccolo di Masi selv udtaler, skal Britney-spillet nok ramme plet ved nogle af de 90 millioner følgere Britney Spears har rundt omkring i verdenen.

"I am thrilled to add Grammy Award-winning legend Britney Spears to Glu's growing list of partners as we continue to expand our celebrity gaming platform. We anticipate the title resonating tremendously with Ms. Spears' nearly 90 million multi-generational social followers around the world." - Glu Mobile CEO Niccolo di Masi til Videogamer