Den Madrid-baserede eSports organisation Gamers2 har her til eftermiddag offentliggjort, at de begiver sig ud på nyt græs. De har nemlig valgt at samle tre internationale FIFA-spillere op, der skal indgå i et kompetent puslespil der ellers består af Heroes of the Storm, League of Legends og CS:GO.

Trekløveren der fremadrettet skal repræsentere den røde spillertrøje er følgende: 

  •  Fernando “Ferperry” Martinez 
  •  George “The_Greek” Tsirita 
  •  Levy “SterrenStatuSs” Frederique 

Samtidigt har holdet sikret sig en spansk trænerstab bestående af Ruben “KensuKe” Ripoll Oscar “Klose” Martín, der begge har erfaringer fra nogle af verdens bedste turneringer, såsom FIFA Interactive World Cup.

De tre spillere kan dog også præsentere en imponerende turneringshistorik, der blandt andre rummer førstepladser ved  kvalifikationsrunder til FIWC i England og Holland, en enkelt førsteplads til Vodafone Yu, samt 5-8. pladser ved ESWC-finalerne i 2014. 

Spillernes første kamp under den spanske fane bliver weekendens Gfinity Fifa Spring Masters 2.