Det er begyndt at blive mere interessant at se internationalt CS:GO igen. Svenske Ninjas in Pyjamas var igennem det meste af første år af CS:GOs levetid dominerende, men den effekt er så småt ved at aftage. Svenskerne er dog fortsat favorit til weekendens EMS titel, men hvem kan true dem?

Blandt de deltagende hold må Team VeryGames og Copenhagen Wolves ses som dem, men det største potentiale for at tage sejren fra ninjaerne. Men også hold som fnatic, UniversalSoldiers og Natus Vincere kan kæmpe med om titlen, hvis de virkelig giver den en skalle.


Favoritten

Ninjas in Pyjamas

Svenske Ninjas in Pyjamas behøver ingen introduktion. Svenskerne har i det første år af CS:GO, med undtagelser af en til to turneringer, været altdominerende. Men holdet har slet ikke været så dominerende som før sommer, og det har fået konsekvenser.

Senest blev det til en skuffende tredjeplads ved SLTV StarSeries finalerne, hvor nederlag til Astana Dragons og Team VeryGames må have gjort ondt. Det har ninjaerne taget konsekvenserne af, hvilket har betydet, at de ikke længere deltager i ESEA Invite.

Ninjas in Pyjamas har derfor haft god tid til at træne frem til weekendens EMS-finaler. Svenskerne har dog også ESWC Finals 2013 og Dreamhack Winter 2013 at se frem imod, og derfor kan nogle af taktikkerne måske gemmes, hvor sidstnævnte turnering må være højeste priotet for holdet..


De to førsteudfordrere

Team VeryGames

Team VeryGames ses som den måske største bejler til fremtidige titler ved siden af Ninjas in Pyjamas. Det franske "powerhouse" var suveræne i CS:S og med deres seneste sejr ved SLTV StarSeries finalerne, er formen fra CS:S ved at være der.

Adil "ScreaM" Benrlitom og Richard "shox" Papillon har begge vist skræmmende styrke og er måske verdens to bedste spillere, når de rammer deres topniveau - samtidig med at de har et solidt bundniveau. Derfor hviler presset mest på deres tre holdkammerater, som skal være med til at forsvare EMS-titlen.

Kèvin "Ex6TenZ" Droolans har udviklet sig til en stabil fragger for franskmændene og har ligefrem haft dage, hvor han har ligget på niveau med ScreaM og shox fragmæssigt. Det bliver derfor mest spændende at se, om Nathan "NBK" Schmitt og Edouard "SmithZz" Dubourdeaux kan spille op til deres bedste, hvoraf sidstnævnte især har noget at bevise, da SmithZz har været kritiseret af hans manglende sniper-evner.

Copenhagen Wolves

De danske ulve har så sandelig fundet niveauet. Til NPF#14 formåede ingen danske hold at tage et map fra de danske ulve, hvilket meget godt beskriver det niveau, som ulvene satte til eventen. Siden da har danskerne også gjort det fremragende internationalt.

På trods af et enkelt nederlag til polske UniversalSolderies, så har ulvene været godt kørende. Med sejre over hold som n!faculty og Astana Dragons har holdet vist internationalt klasse og må ses som en favorit til førstepladsen i Gruppe A.

Om de københavnske ulve så kan leve op til niveau, som holdet har vist online til et internationalt topevent, hvor hver eneste kamp er svær, bliver spændende. Men med den erfaring, spillerne på holdet har fra både CS:S og CS 1.6, er der bestemt mulighed for en finaleplads til eventen.


Har de niveauet?

fnatic

Det svenske hold, fnatic, har ikke just gjort det bedre end det tidligere danske fnatic-hold, som også havde problemer til de fleste events. Holdet, som slog Ninjas in Pyjamas til DreamHack Bucharest 2013, har gang på gang haft problemer med at holde niveauet i alle kampe i en turnering.

Senest blev det en sidsteplads til SLTV StarSeries finalerne efter nederlag til Astana Dragons og Ninjas in Pyjamas, og fnatic fik aldrig sat sit præg på turneringen. fnatic har samtidig haft svært ved at distancere hold som SK Gaming, n!faculty og LGB eSports i Sverige.

Og netop det med, at de har svært ved at erobre titlen som Sveriges andet bedste hold, må pine et hold, som har ambitioner om at blive Europas bedste hold. fnatic har for nyligt valgt at trække sig fra ESEA Invite, og det har givet holdet mere tid til at træne. Om det hjælper, bliver spændende at se.

Natus Vincere

Counter-Strike og Ukraine har i mange år næsten kun betydet Natus Vincere. Det ukrainske storhold har, med en stærk organisation i ryggen, skrevet sig mange titler på CVet i Counter-strike 1.6. Men i GO-versionen af Counter-strike har holdet haft problemer.

Holdet begyndte lidt senere på spillet, og spillerne havde i starten svært ved at føle sig hjemme i den nye version af Counter-strike. Selv om det blev bedre, så blev holdet nødt til at foretage to udskiftninger, hvilket har sat holdet tilbage.

Nu har NaVi fået russisk blod, hvor holdet nu stræber efter nye titler. Men holdet har haft svært ved at følge med de øvrige tophold, hvor nederlag til n!faculty, SK Gaming og Team VeryGames ikke just har forstærket troen hos de mange NaVi-fans.

UniversalSoldiers

Polen har også gjort sig bemærket på den internationale scene, hvor det meste dog ikke har været omkring deres spil. Udskiftninger i det populære "Golden Five", samt en ny organisation, har været det, som har skabt de fleste overskrifter for det polske hold.

Nu er to nye spillere fundet og i modsætning til den ukrainske og russiske scene, så har holdet haft flere alternativer. Valget faldt på Janusz "Snax" Pogorzelski og Paweł "byali" Bieliński, som ind til videre har gjort et fint stykke arbejde på det nye UniversalSoldiers-hold.

Holdet har dog svinget meget, og har den ene dag slået flere tophold, imens at de også har fået en par lussinger. Hvis holdet har fået styr på sammenspillet, og de rammer dagen, kan de blive utrolig farlige. På den anden side kan det også blive til pinligt, hvis det polske hold rammer bundniveauet.

De er der, og det er nok det

n!faculty

Det er nok ikke alle, der lige enige med denne overordnede konklusion. Men faktum er, at det svensk-danske hold simpelthen næsten lige har skiftet ud. Danske Lukas "gla1ve" Rossander er ny mand på holdet og skal erstatte en stærkt spillende Jacob "pyth" Mourujärvi.

Tiden spiller en afgørende rolle, når en ny mand skal finde sig til rette på et nyt hold, og det er svært at se, gla1ve allerede skulle føle sig sikker på det svensk-danske hold. Samtidig med, at n!faculty har haft svært med at hente resultater hjem mod de allerbedste hold.

Flere vil nok se dem på lige fod med Natus Vincere og UniversalSoldiers, men en udskiftning så tæt på, og et hold med et manglende højt topniveau, kan få det svært. Men netop gla1ve har førhen ført hans hold til store resultater, og det er nok det, de sætter deres lid til i n!faculty-lejren.

mousesports

Der er syv tophold og mousesports. Det er mange nok fristet til at mene om EMS RaidCall One-finalerne i dette split, og det kan også hurtigt blive kedeligt for tyskerne. Holdets første kamp i weekenden er nemlig imod favoritterne fra Ninjas in Pyjamas.

Men med fem sejre i træk i den tyske EPS og sejre over Astana Dragons og finske solemn i kvalifikation til EMS-finalerne, tyder det måske på et formstærkt tysk hold på hjemmebane. Men er det nok til at slå Europas bedste hold i kampen om over 30.000 euro.

Det er det nok ikke. Tyskerne kan dog have muligheder for at komme ud af Gruppe B, men så skal hverken Natus Vindere eller UniversalSoldiers ramme deres topniveau. Faktum er, at tysk EPS langt fra et så stærkt som førhen, og tyskerne har ikke leveret nævneværdige internationale resultater endnu.

-

Turneringen starter klokken 12:00 senere i dag, hvor Team VeryGames åbner ballet imod svenske fnatic. En kamp der kan blive meget interessant, da der kun spilles Bo1 i gruppespillet. Danske Copenhagen Wolves starter klokken 13:00, hvor de skal møde gla1ve og n!faculty.