Ja, dette er nok ikke direkte gaming-relevant. Men de fleste af os sidder jo sikkert og svinger musen og hiver frags hjem fra en windowsbaseret system. Så derfor ser vi naturligvis frem til en ny udgave af Microsofts styresystem. Og nu ved vi måske, hvornår det lander.

AMD's CEO Lisa Su snakkede for kort tid siden med deres investorer i et såkaldt "earnings call". Og her kom det pludselig ud, at Windows 10 får sig en juli-lancering. 

"What we also are factoring in is, you know, with the Windows 10 launch at the end of July, we are watching sort of the impact of that on the back-to-school season, and expect that it might have a bit of a delay to the normal back-to-school season inventory build-up." AMD's Lisa Su.

Microsoft selv har ikke givet os en dato, ud over at fortælle os, at Windows 10 rammer 190 lande engang til sommer. Men nu har vi altså "en gang i juli". AMD er en af de største hardware-producenter, og har et tæt samarbejde med Microsoft, og derfor kan vi nok godt tillade os at tillægge Sus udtalelser stor troværdighed.

Med gamer-briller er Windows 10 det mest spændende OS siden Windows 7, og der er en bunke specifikke features, som nok skal gøre mangt en spiller glade.

  • Streaming af Xbox One spil direkte til PC'en.
  • Cross play og cross buy imellem Xbox One og PC'en.
  • Apps kan arbejde sammen på Xbox One, PC og Windows Phone.
  • Du behøver ikke Xbox Live for at spille online på PC'en, det er kun på Xbox One (og tak for det).
  • Cortana (AI'en fra Halo) bliver din nye digitale assistent - ganske som hun var det i Halo.
  • Internet Explorer dør og skiftes ud med Project Spartan, som skulle være en langt bedre browser (er det muligt at lave en ringeren end IE?).

Og har du en pirat-udgave af Windows, så kan du gratis opgradere til Windows 10. Et lidt iøjefaldende træk af Microsoft, men det skal nok få mange kunder i biksen fremadrettet. Windows 7, 8 og 8.1-brugere kan opgradere gratis til Windows 10 - i hvert fald inden for det første år. Vi krydser fingre for, at Windows 10 bliver en formidabel spilplatform, når det rammer gaden, og at vi ikke kommer til at sidde med endnu en Vista-fadæse.