I næste uge drager fem danske League of Legends spillere til Rumænien for at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne. Tidligere på året blev det Internationale eSport forbund, også kendt som IeSF, der afvikler turneringen, optaget i WADA.

WADA står for World Anti-Doping Agency og er, som navnet også illustrerer, et forbund, der kæmper mod doping i sport. Eftersom ieSF er blevet medlem af dette forbund, så er de tvunget til at foretage dopingprøver ved deres kommende turnering sidst på måneden. De danske spillere skal altså muligvis testes for doping som de første nogensinde indenfor eSport.

eSport Danmark har haft fingrene i en af de fem drenge fra det danske landshold, Jakob "La Gamble" Vorm. Selv om den danske spiller ikke just er glad for nåle, så er han godt tilfreds med, at der bliver sat mere fokus på problemet.

Jeg synes, det er utroligt positivt, at WADA har optaget E-Sport, og selvom jeg ikke er meget for store nåle, så er det en blåstempling af min sport, og det betyder rigtigt meget. Ja, og så skal man til at holde øje med, hvad man drikker og spiser.

Som det kan læses ovenover, så skal spillerne til at holde øje med, hvad de helt præcist spiser. Gaming.dk dækker selvfølgelig holdets tur til Rumænien.