Nogle har måske bemærket et kendt ansigt bag Team SoloMid ved ESL One Katowice. Det er selveste Kasper "munkefar" Alstrup, nuværende manager for holdet og tidligere chefredaktør hos Gaming.dk, som har fået en ny tjans inden for e-sport feltet. Han vil i løbet af weekenden skrive indlæg i sin dagbog, som tager os med om bag kulisserne på Danmarks bedste Counter-Strike hold under deres ophold i Polen. Ordet er dit, Kasper:

Som pensioneret chefredaktør her på Gaming.dk har jeg fået lov til at levere nogle personlige beretninger fra ESL One i Katowice i Polen. Den digitale blyant er lagt på hylden og erstattet med en stilling som manager for Team SoloMids Counter-Strike hold. Når tiden tillader det, vil jeg levere et lille blik bag facaden på et af verdens bedste Counter-Strike mandskaber.

Kære dagbog.

Vejret i Katowice er meget.. Polsk. Overskyet og gråt med lidt smådryp hist og pist, men decideret dårligt er det dog ikke. Katowice er en af de bedre polske byer, som på sin vis er en formindsket udgave af byer som Warszawa, Krakow og Wroclaw. Til sammenligning minder Katowice egentlig meget om Aalborg, hvor den engang så profilerede arbejderby i årenes løb har udviklet sig til en studieby, der er attraktiv for unge og studerende, og hvor kulturlivet får en mere markant tilstedeværelse i bybilledet.

Og det kan tydeligt ses her under ESL One og Intel Extreme Masters – for ja, e-sport er ikke bare en ”sport”, men også efterhånden blevet en forankret del af kulturlivet flere steder i Europa. Ligesom man ved sidste års Copenhagen Games kunne se Danske Spils reklamer på busskurene i København, kan man også her i Katowice nyde synet af reklamer for både ESL One og Intel Extreme Masters på byens sporvogne.

Yay! Opgraderet til en stålseng fra Sovjet-tiden <3

Der er ingen tvivl om, at eventen her fylder meget i byen. Alle hoteller er fuldt booket – vi blev selv flyttet til et andet hotel, da vi i forgårs landede omkring midnat. Vores oprindelige hotel var over-booket, så vi blev opgraderet til et fire stjerners hotel, som godt nok på papiret er bedre. På grund af mangel på senge er jeg dog så privilegeret, at jeg er den stolte vinder af en sammenklappelig stålseng, der efter synet at dømme havde sine velmagtsdage helt tilbage, da Sovjetunionen havde sin storhedstid. Madrassen er i den minimalistiske ende af skalaen, hvor der er skruet op for autenciteten, men ned for komfort, tykkelse og længde på madrassen. Det er heldigt, at jeg ikke er kræsen med min soveplads.

Vores delegation er forholdsvis stor ved denne event. Vi er så heldige, at både Peter ”dupreeh” Rasmussen, Nicolai ”device” Reedtz og René ”cajunb” Borg har taget deres kærester med på turen, så vi er i alt ni personer. Vi bor alle på det samme hotel, som ligger ti minutters gang fra Spodek Arena, hvor turneringerne afholdes. Kæresteparrene bor sammen, og jeg bor med Andreas ”Xyp9x” Højsleth og Finn ”Karrigan” Andersen. Morgenmaden på hotellet svinger på en skala fra ”fy for satan” til ”jeg tror, jeg dør af madforgiftning” – på nær brødet, som er fint nok.


Hele den danske TSM delegation (Kilde: @munkefaren)

Det fungerer rigtig godt, at vi er af sted med så stor en delegation. Mellem kampene bliver der hygget, slappet af og talt om meget mere end bare turneringen og gaming. Stemningen i vores gruppe er super god og humøret er højt hos alle, selvom det tog et dyk i går, da vi tabte den første kamp til Cloud9 på nuke.

Hele Team SoloMid familien er her

Vi var blandt de sidste hold, der skulle spille vores gruppe i går, så vi ankom ved eventen klokken 10.00, hvor vi først skulle mødes med ejerne af Team SoloMid, Andy ”Reginald” Dinh og hans kæreste Leena Xu. Vi mødte dem også, da jeg fulgte holdet ved MLG i Aspen, hvor jeg var med som journalist og ikke som manager, fordi jeg skulle producere en videofeature om holdets tur til 1337mag. Da vi mødte dem i Aspen foregik det dog ret uformelt, da holdet dengang stadig var på kontrakt hos Dignitas, men havde skrevet under på en ny kontrakt med Team SoloMid fra februar. Og turen til Aspen var en oplagt mulighed for Andy og Leena til at komme forbi og hilse på holdet. Efter at have sagt pænt goddag til dem igen her i Polen, var det tid til det obligatoriske photo shoot i Spodek Arenas kælder.

Hen over middagstid ankom den anden halvdel af Team SoloMid familien. League of Legends holdet, som til dagligt bor i Los Angeles, hvor de spiller i NA LCS, deltager nemlig i Intel Extreme Masters, så de kom forbi for at hilse på os og ikke mindst for at forberede sig til deres kamp i aften. På League of Legends holdet er der, som mange læsere her på siden allerede ved, også to danskere i skikkelse af Lukas ”Santorin” Larsen og Søren ”Bjergsen” Bjerg, så vi danskere udgør et imponerende overtal i forhold til, at Team SoloMid er en amerikansk organisation.


TSM gruppebillede. (Kilde: @munkefaren)

Inden gruppebilledet blev taget måtte en ivrig Marcus ”Dyrus” Hill i øvrigt fastslå over for Team SoloMid cheferne, at han sgu var lidt misundelig over, at vi på Counter-Strike holdet havde fået hoodies i stedet for den klassiske Team SoloMid jakke. Han blev dog forsikret om, at han nok skulle få sig en hoodie også.

Spillerhallen minder om et dansk LAN

Som mange læsere her på siden formentlig allerede ved, tabte vi den første kamp mod Cloud9 på nuke i går. Derfor fik vi desværre ikke to kampe på scenen, men måtte finde os i, at vi skulle spille i spillerhallen, som man som seer i øvrigt ikke ser på streamen. Der er absolut intet fancy over spillerhallen, som til forveksling minder om et gennemsnitligt dansk LAN event. Her er det blot toppen af poppen inden for både Counter-Strike og League of Legends, som udgør deltagerne, men ellers er faciliteternes lighed slående.

Besynderligt at være så tæt på holdet

For mig personligt har der været en håndfuld nye oplevelser på denne rejse allerede. Jeg plejer at rejse med som journalist, men er som sagt blevet manager i stedet. Derfor står jeg for holdets kalender og en række praktiske ting, men derudover også en del PR arbejde. Det er fedt for en gang skyld at være til en event, hvor jeg ikke skal slæbe rundt på et kamera og hele tiden tænke på batteri, vinkel, lyd, lys, spørgsmål og alt mulig andet journalistisk. Managerarbejdet er et friskt pust, men det er også hårdt.

Som dedikeret gamer gennem mange år er det en besynderlig oplevelse at være så tæt på et hold, hvor man til tider ikke føler, at man kan bidrage med særlig meget. Da jeg i sin tid selv spillede, var jeg som regel manden med taktikkerne, men flere års pause fra Counter-Strike sætter sine spor, så spillemæssigt og taktisk har jeg oftest intet som helst at bidrage med – og det kan faktisk være enormt frustrerende, når man, som i vores første kamp, blot kan stå og se på, at vi kun vinder en enkelt runde som T på nuke og ender med at tabe kampen. Følelsen af afmagt er aldrig særlig fed.

Heldigvis er jeg god til at heppe, når det går godt. I spillerhallen var vi et af de hold, der havde færrest tilskuere. Det var faktisk kun mig og dupreeh, cajunb og devices kærester, der stod bag Team SoloMid, når vi spillede. Alligevel lykkedes det dog at råbe hallen op med et par vestjyske brøl, der, kombineret med pigernes jubelskrig, til tider fik nogle af de andre hold i spillerhallen til at skæve interesseret over for at se, hvordan det gik.

Og det gik heldigvis godt. 3DMAX blev sat til vægs og så fik vi endelig mulighed for at spille på scenen. Mens vi så Virtus.Pro banke Cloud9, blev tiden brugt på at spillerne gav autografer og fik taget billeder med en gruppe fans, der kom for at hilse på os. Nogle kom også hjem med en ”munkefar”-signatur, nogle få endda også med et par selfies med undertegnede, men om de har nogen som helst anelse om, hvem jeg er? Absolut ikke, men så længe man har en Team SoloMid trøje på, bliver folk åbenbart helt vilde i varmen.

Men det er virkelig en fantastisk følelse, når jeg som manager kan stå og se, at der står nogle unge, nervøse fans, som ofte bruger to-tre minutter på at tage tilløb og mod til at spørge nogle af spillerne, om de ikke nok må tage et billede eller få en autograf. At vi som hold kan gøre folk så glade, som mange af dem tydeligvis bliver, bare ved at vores spillere sætte en underskrift og smile til et kamera. Det er sgu nice.

Sikkerhedsvagterne smed alle ud

En mærkværdig historie, synes jeg selv, som jeg var ude for i går, foregik sådan her: Lige inden vores afgørende vind-eller-forsvind kamp mod Cloud9 på scenen var jeg et smut ude på toilettet, som ligger 200 meter fra scenen. Da jeg gik tilbage kom to polske Team SoloMid fans hen til mig. Den enes stemme rystede en lille smule af nervøsitet eller frustration, men samtalen forlød:

Fan #1: ”Hello.. ehm..”
Munkefar: ”Hey, what’s up?”
Fan #1: ”It’s an honor to meet you – we are very big TSM fans..”
Fan #2: ”We love you guys!”
Munkefar: ”Oh, great! Nice to meet you.”
Fan #1: ”You need to help us. The security told us to leave but we have waited for your match all day.”
Munkefar: ”Leave? Eh.. why?”

Det viser sig så, at på grund af forsinkelserne, så skulle samtlige tilskuere åbenbart forlade eventen. Hvad begrundelsen var? Pas. Jeg forsøgte at forklare sikkerhedsvagterne, at de to polske fans var med os og vi gerne ville have, at de blev der, så de kunne se kampen. Den polske sikkerhedsvagt, som vist ikke rigtig forstod, hvad jeg sagde til ham, men bare havde indøvet ordene ”No. Leave building. Now. Please. Goodbuy” til lejligheden, lod sig ikke rokke ud af flækken. Det endte med, at de to polske drenge desværre måtte forlade eventen, selvom de havde ventet i flere timer.


En af danskernes fans (t.v) sammen med Kasper Alstrup (Kilde: @munkefaren)

Og ja, alle skulle forlade eventen. Kæresterne kunne få lov at blive, da de har et spillerarmbånd lige som os, men alle tilskuere skulle forlade salen. I alt var der under ti tilskuere til vores kamp, der blev spillet på den samme scene, der lige havde huset en kamp, hvor der var omkring 700 tilskuere. Lidt en flad fornemmelse, men sådan måtte det åbenbart være.

Alt krudt skulle bruges på B

Det var lækkert endelig at få en kamp på scenen. Vi havde faktisk en god mavefornemmelse, selvom vi havde tabt på nuke til Cloud9 tidligere. Kampen gik også godt. Der var nogle tekniske problemer hist og pist, så vi havde nogle pauser, men kommunikationen på vores hold var super god og karrigan styrede virkelig slagets gang. Men det var (kliche-alarm!!) en holdindsats, der hev kampen hjem. Når jeg står bag spillerne, har jeg et headset på, så jeg kan kommunikere med holdet. Da kampen gik ind i sin afgørende fase var det, som jeg oplever det, helt afgørende, da spillerne diskuterede som T, hvordan de skulle blive ved med at låse op for Cloud9. Der blev i fællesskab taget en beslutning om bare at presse dem maksimalt på B, da de virkede svagest der – og det gav pote.


Noget af fredagens ventetid er gået med at skrive autografer (Kilde: @munkefaren)

Ret kort tid efter, vi havde vundet, kom shoutcasteren, Leigh ”Deman” Smith, op på scenen og fortalte os, at vi havde trukket Ninjas in Pyjamas og at vi først skal spille lørdag. En lodtrækning vi generelt er tilfredse med. Især fordi vi først skal spille lørdag, så i dag kan vi slappe af og har god tid til at forberede os til i morgen.

Glædeligt gensyn og kærlighed <3

Vores aften sluttede med, at vi forlod eventen som nogle af de sidste. Da vi var kommet 300 meter ud fra arenaen mødte vi to bekendte. De to polske fans, som var blevet smidt ud af sikkerhedsvagterne, havde stået udenfor i regnen og set kampen på streamen. Efterfølgende havde de stået i godt 40 minutter og håbet på, at vi tog bagdøren ud, så de kunne hilse på spillerne. Det blev selvfølgelig kvitteret med et gruppebillede med dem begge to og en aftale om, at de kan komme forbi Logitech standen senere i dag, når vi skal over for at hilse på fans sammen med Team SoloMids League of Legends hold. Da vi kørte væk i taxaen vinkede den ene polske fan farvel til os. Den anden foldede et hjerte med sine hænder og råbte ”I love you!”, da vi kørte væk.

Efter taxaturen gik vi i samlet flok ud i byen for at finde et sted, der ville sælge os noget af spise klokken 01.30 en torsdag nat. Det lykkedes heldigvis at finde både snacks, chokolade, rullekebab, øl og sågar en hæveautomat.


Kasper Alstrup nyder en kold øl efter torsdagens strabadser (Kilde: @munkefaren)

Vi kom tilbage på hotellet. Slappede af, koblede ud, faldt ned og efter en times tid gik folk så småt i seng. Inden jeg faldt i søvn til lyden af karrigan, der genså vores sidste kamp mod Cloud9, nåede jeg lige at tænke tilbage på vores gåtur hjem med alle vore snacks, mad og øl, da vi kom forbi en flok på otte-ti mand, der stod foran en bar og fyldte gågaden med et ekkoende kampråb, som nogle League of Legends fans formentlig har hørt før: ”TSM! TSM! TSM!”.

Fantastisk første dag i Katowice.