ESL One Katowice har været længe ventet og både spillere, arrangører og seere har ventet i spænding på denne dag. Nu er den kommet - årets første major er klar til at blive skudt i gang, og det sker med noget af et opgør.

Det er nemlig de to franske rivaler fra Titan og EnVyUs, som åbner ballet, når Kenny "kennyS" Schrub og co. står ansigt til ansigt med den seneste major-vinder. Denne kamp gælder ikke blot en god start i Gruppe B, den gælder langt mere for hver enkelt spiller, som helt sikkert vil sikre en intens kamp fra start af.

Den anden kamp i Gruppe B er PENTA, som møder LGB eSports. Ingen af disse to hold er spået særlig store chancer i gruppen, men PENTA leverede overraskelsen ved Dreamhack Winter 14, så de bliver interessante at følge i dag.

Alle kampe, grupper, streams og anden relevant information kan findes i denne oversigt, som gennem alle fire dage vil blive holdt opdateret, så du kun er ét klik væk fra alle kampene.