Tidligere på ugen blev det meste af det europæiske League of Legends-community sat i flammer, da det kom frem, at Meet Your Makers eftersigende truede deres mid-laner,  Marcin "Kori" Wolski til at spille for holdet igen, efter han forlod Berlin dagen inden LCS. Hvis han nægtede, ville hans mor miste huset og hver enkelt kamp ville ydermere koste i nærheden af $50.000. Sådan lød den telefonsamtale, som førnævnte spiller optog, da holdets General Manager,  Sebastian "Falli" Rotterham, ringede til den unge spiller. 

Nu falder Riot's benhårde hammer atter. 

Organisationen er blevet påbudt at betale en bøde bestående af €5000 og samtidigt er organisationens nu tidligere General Manager, Sebastian Rotterdam, permanent udelukket fra at agere i hvilket som helst LCS-holds management. 

MYM meldte selv ud, at Rotterdam er blevet afskediget som følge af hændelsen, da de i tirsdags offentliggjorde deres undskyldning på Facebook. Tilstede var også holdet eSport Manager,  Damir "NeStli3K" Dedic, hvoraf sidstnævnte slipper helskindet fra den uheldige episode, der blot er endnu en plet på organisationens plettede historik.

Kori er tilmed tilbage på holdet, trods forlydender om at han egentligt hellere ville spille i Challenger Series på den anden side af Atlanten, men grundet hans kontrakt med MYM, der løber til 2016, havde polakken ingen andre muligheder end at vende tilbage til den organisation, der truede med at rive hans privatliv fra hinanden.