Det europæiske LCS-hold, H2k, har lavet endnu en udskiftning på spillerkortet. Denne gang er det estiske Erih "Voidle" Sommermann, der må se sig ude af den engelske organisation. Tidligere har Bram "wewillfailer" de Winter og Baltat "AoD" Alin måtte lide samme skæbne, da de heller ikke kunne finde synergy med holdets markante ADC, Petter "Hjärnan" Freyschuss.

Holdets nye support er et kendt ansigt, nemlig Raymond "KaSing" Tsang. Den 21-årige Britte har tidligere gjort sig bemærket for blandt andre Gamers 2, Team Dignitas UK og ikke mindst for LCS-holdet, Supa Hot Crew. 

KaSing har ellers været rygtet til det omstridte MYM-holdkort, hvor han eftersigende skulle agere erstatning for danske Nicolai "Nisbeth" Nisbeth, der pt. spiller sin første LCS-sæson for holdet. Det efterlader MYM i en uheldig situation, da KaSing som bekendt afslog deres tilbud og istedet drog til H2k, som ligeledes spiller deres første sæson af den europæiske udgave af LCS. Det betyder også, at MYM enten skal lede for en ny erstatning eller fortsætte med Nisbeth, der hidtil har leveret en udmærket præstation taget organisationens turbulente tid i mente. 

KaSing spiller sin første kamp med H2k-holdet allerede i denne uge af EU LCS.