Copenhagen Games 2015 bliver vanen tro afholdt i Øksnehallen, København, når påsken er over os. Nu er det muligt at sikre sig en plads til eventen, og det er der god grund til.

Det er det absolut mest professionelle event, vi har på dansk grund, og arrangørerne forstår gang på gang at få samlet verdens bedste hold, i især CS:GO, til en brag af en turnering. Der vil udover to CS:GO turneringer for henholdsvis kvinder og mænd også være konkurrencepræget League of Legends og StarCraft II. Den fulde liste af spil og priser kan ses herunder:

  • CS:GO mænd - 575 kroner
  • CS:GO kvinder - 575 kroner
  • League of Legends - 575 kroner
  • StarCraft II - 575 kroner
  • FIFA 15 - 150 kroner
  • Hearthstone - 575 kroner
  • Plads uden turnering - 475 kroner

*Alle priser er opgivet pr. spiller.

Der er endnu ikke annonceret nogle turneringer, men da det er muligt at købe billet til ovenstående, er disse seks turneringer sikret. Præmiepuljen plejer også at ligge i den høje ende for alle turneringerne, men dette må vi dog vente lidt med at får sløret løftet for.

Det vil også være muligt at møde op som gæst, hvor lørdagen er mest attraktiv, da semifinaler og finaler oftest spilles her. Her vil det koste 100 kroner, hvorimod onsdagen blot koster 50 kroner. Alle fire dage kan fås for 200 kroner.

Hjertet af København bliver invaderet af spilleglade mennesker den 1. april, hvorefter Copenhagen Games slutter den 5. april. Du kan sikre din eller dit holds billet her.