Det amerikanske Team Curse har den sidste uge placeret sig selv som klovnen med den røde næse i et socialt mediecirkus, der har lidt under stor opmærksomhed, overraskelse og ikke mindst foragt via Reddit og Twitter.

Optakten til den fjerde sæson af League of Legends er lige på trapperne, og den amerikanske Challenger League-turnering blev skudt i gang for blot to uger siden, hvor den amerikanske top sætter kløerne i hinanden i kampen om en plads ved næste LCS-split. Som et led i forberedelserne dertil har mange hold hentet nye spillere, foretaget rokeringer og generelt justeret, pudset og poleret, så de kunne fremstå bedst muligt og dermed øge deres chancer for en plads blandt de bedste af de bedste.

Team Curse, et hold med to år i baggagen, er ingen undtagelse. Med svingende resultater og svidende skuffelser mod slutningen af spillets tredje sæson, indså ledelsen, at det var tid til nye hjerner bag skærmene. I begyndelsen af den forgangne uge annoncerede organisationen deres nye line-up, der skulle være det solide fundament til en succesfuld fjerde sæson af LCS, såfremt de klarede kvalifikationen igennem Challenger League-turneringen og dermed sikrede sig en plads på vejen mod tronen. Det gik dog ikke smertefrit. og den ene ændring tog den anden, inden alt pludseligt synede ude af kontrol.

Den syvende oktober annoncerede holdet, at Edward ”Edward” Abgaryan, der tidligere har spillet support for russiske Gambit Gaming, valgte at forlade holdet efter blot fem måneder i det amerikanske for at vende snuden tilbage mod den europæiske scene.

I samme ombæring blev holdets grundpille og mid-laner, Jacky ”NyJacky” Wang, overflyttet til et gammelt projekt, nemlig Team Curse EU som planlagt skulle omdannes til et sekundært amerikansk vidunderhold, der skulle kunne kæmpe om tronen i den forestående sæson. Til at hjælpe sig med dette medbragte han ligeledes holdets AD Carry, David ”Cop” Roberson.

På Team Curse var Joe ”Voyboy” Esfahani den eneste oprindelige spiller, der fik lov at fortsætte. Istedet tog organisationen fire unge solo-queue helte ind og holdkortet kom til at se ud som følger:

  • Joe ”Voyboy” Esfahani (Top)
  • Christian ”IWillDominate” Rivera (Jungle)
  • Eugene ”Pobelter” Park (Mid)
  • Zaqueri ”Aphromoo” Black (ADC)
  • George ”Zekent” Liu (Support)

Det hele tydede umiddelbart ufattelig godt – en samling unge, talentfulde spillere med blod på tanden, der efter mange år i skyggen af solo-queue endelig var klar til at erobre den professionelle scene samt en plads til LCS.

Det stærke holdkort var dog en tvivlsom og ganske kort fornøjelse. Eugene ”Pobelter” Park, der er holdets yngste spiller og dermed stadigvæk passer sin skolegang, måtte igennem de sociale medier bevidne, at et hungrende Reddit-publikum tilsyneladende vidste mere om hans forestående dedikation, end han selv gjorde. På baggrund af hans skolegang og dermed en formodet idé plantet hos ledelsen om, at hans dedikation til spillet ikke ville være tilstrækkelig i forhold til det, de ønskede, var det tilsyneladende grunden til den tidlige afsked med Pobelter, der blev kicket fra holdet indenfor sin første uge. Den kaotiske situation via de sociale medier samt kritikken af Curse-ledelsen med den berygtede Brandon ”Saintvicious” DiMarco bag scenetæppet, gjorde dermed også, at Aphromoo i samme ombæring pakkede sine ting og fulgte sin ven til døren efter blot seks dage i den sorte Curse-trøje.


(Voyboy - i midten - er blevet rykket fra sin vante top til mid, hvor han pådrager sig en vigtig rolle - Kilde: VoyBoy Facebook)

Miséren efterlod naturligvis endnu et tomrum hos amerikanerne, som de kort inden sæsonstart skulle forsøge at udfylde på bedst mulig vis, hvis de ville stå deres egne visioner til måls. Organisationen har derfor forsøgt at løse problemet ved atter at bringe David ”Cop” Roberson ind, samtidigt med at den rutinerede top-laner, Joe ”Voyboy” Esfahani, er blevet flyttet til midten. Istedet har et kendt ansigt fra amatørscenen, venezulanske Diego ”Quas” Ruiz, fået til opgave at tage sig af Summoner's Rifts øverste banehalvdel.

Det nuværende Curse-holdkort ser ud som følger:

  • Diego ”Quas” Ruiz (Top)
  • Christian ”IWillDominate” Rivera (Jungle)
  • Joe ”Voyboy” Esfahani (Mid)
  • David ”Cop” Roberson (ADC)
  • George ”Zekent” Liu (Support)

IWillDominate og sidstnævnte blev tilføjet holdet samtidigt med Aphromoo og Pobelter, men har i første ombæring fået lov at blive, da de henholdsvis erstatter holdets nuværende coach, Brandon ”Saintvicious” DiMarco, samt holdets tidligere support, der nu er blevet degraderet til en plads på organisationens academy-hold, Keenan ”Rhux” Santos samt Edward, der endnu står uden et europæisk navn på brystet.

Hele forestillingen sætter Aphromoo og Pobelter i en rigtig skidt situation, da de inden sæsonstart begge står uden hold og dermed ingen umiddelbar chance for at kæmpe med om prestigen i spillets fjerde sæson.