Copenhagen Wolves-spilleren Lukas ”gla1ve” Rossander udelukkes fra alle Gaming.dk-aktiviteter i seks måneder fra dags dato. Derudover straffes spilleren med 1800 kroner i bøde – svarende til 10 % af Copenhagen Wolves’ præmiepenge fra GDK-finalerne i weekenden.

Det sker, fordi gla1ive, ifølge turneringsledelsen, har "...forbrudt sig mod Gaming.dk’s regelsæt om spilleres opførsel..." og "...ikke mindst sat hele produktionsholdet, sit eget hold og myXMG under unødvendigt pres...".

Det skete i forbindelse med GDK CS:GO-finaleshowet, der blev afholdt i Studie 2 i Filmbyen i Århus søndag 7. december.

Det oplyser Gaming.dks turnerneringsadministration - under ledelse af Frederik ”realition” Byskov - i et statement torsdag aften (du kan læse statementet i sin fulde længde nederst).

Sagen tog sin begyndelse, da gla1ve på finale-søndagen fik at vide, at han ikke kunne få sin kæreste – Julie ’Juliebabz’ Kokholm – med ind til selve showet som "manager". En anden af Copenhagen Wolves-spillerne, Nicolaj "Nico" Jensen befandt sig nemlig allerede på stedet med sin kæreste som "manager".

Og da holdet ifølge reglerne kun måtte have fem spillere og én manager på settet, fik gla1ve forbud mod at tage sin kæreste med som manager.

Ultimatum: Ville boykotte finaleshowet


123
Paracon
999 kr.
1000
Nordic
699 kr.
148
PUBG
649 kr.
1229
Nordic
1599 kr.
161
Paracon
1099 kr.

gla1ive oplyste, at han ville ignorere forbudet og tage sin kæreste med alligevel. Nåden fandtes imidlertid ikke fra produktionsholdet, hvorfor gla1ive gik skridtet videre og meldte ud, at han ville boykotte finaleshowet.

Produktionsfolkene forsøgte sig med forskellige scenarier, men måtte til sidst bøje sig for gla1ves ultimatum om at få en ekstra manager med – dels for ikke at skuffe de henved 10.000 seere, der sad klar til at se kampen online - og dels for ikke at skuffe de tre sponsorer, der havde støttet finale-showet.

De fire spillere fra Copenhagen Wolves, da de stadig ventede på, at Lukas "gla1ve" Rossander skulle dukke op. Foto: Gaming.dk.

Finalen kunne endelig komme i gang. Troede man. For da Jacob ”Pimp” Winneche troppede op på togstationen i Aarhus for at hente gla1ve og kæresten, var parret angiveligt blevet uenige om, om de skulle tage til studiet eller tage hjem. Pimp måtte efterlade parret på stationen, gla1ve ville ikke spille med. 

Den udlægning er ikke blevet bekræftet af gla1ve selv, men Copenhagen Wolves og Gaming.dks redaktør Kasper "munkefar" Alstrup bekræfter hændelsesforløbet. Nu var gode råd dyre. Produktionsholdet og Copenhagen Wolves forsøgte sig med forskellige løsninger – blandt andet at lade eksperten i studiet, Steffen "3k2" Markussen, spille som standin. 

Pladsen i midten blev for en stund reserveret til Steffen "3k2" Markussen, som skulle have været ekspert i udsendelsen. Foto: Gaming.dk.

Men midt i den totale forvirring ringer gla1ive ind og accepterer at komme, hvorefter showet kan køre som planlagt – dog 45 minutter forsinket.

Uddrag fra turneringsledelsens statement

Et sådant ultimatum er på ingen måde i trit med, hvad vi her på Gaming.dk anser som god opførsel. Det er hverken professionelt eller sportsmandslignende adfærd, som vi forventer af vores deltagere. Derfor er dommen klar: En sådan adfærd hører ikke hjemme, og den eneste måde, hvorpå deltagere lærer det, er ved at mærke konsekvenserne.

gla1ve var ene mand, og med vilje, skyld i en forsinkelse af finaleshowet på 45 minutter. At fjerne produktionsholdets fokus fra showet, samt blæse stort på sine medspillere og modstander, der var mødt op til tiden, er ikke i orden.

Ejer af Copenhagen Wolves, Jakob ”JLK” Kristensen forstår dommen og siger, at holdet skal evaluere situationen:

Jeg var ikke selv personligt til stede under afholdelsen af eventen, så min opfattelse af sagen er baseret på de forklaringer, jeg har fået fra de forskellige personer, der har været til stede.

Umiddelbart vil jeg dog sige, at straffen virker retfærdig, og nok mere relevant, virker den nødvendig ud fra de informationer, jeg har til min rådighed. Det havde været en utrolig ærgerlig situation for både Gaming.dk og Copenhagen Wolves, hvis eventen var endt med at blive aflyst grundet de kontroverser, der skete på dagen.

Vi bakker derfor selvfølgelig op omkring den beslutning, som er taget, og vi må nu i samråd med vores spillere finde ud af, hvad fremtiden byder på for vores Counter-Strike afdeling.

Hovedpersonen gla1ve forstår dommen, godtager sin straf og undskylder for sin opførsel:

Det er helt fair, at jeg får en bøde på 1800 kroner, og jeg har fuld forståelse for, at jeg modtager en straf. Ingen ved egentlig, hvad det her handler om, da det er problemer, der omhandler familie.

Jeg kunne godt have tænkt mig at holde det her privat mellem Gaming.dk og jeg, da det hele kommer af noget meget dybere og mere personligt end Counter-Strike. Jeg undskylder min opførsel, men for mig er der bare vigtigere ting end Counter-Strike.

Det fulde statement fra Gaming.dk:

Lukas ”gla1ve” Rossander udelukkes fra Gaming.dks aktiviteter det næste halve år startende fra dags dato, samt straffes med en bøde på 1.800 kroner, som tages fra Copenhagen Wolves’ præmiepenge.

I søndags modtog jeg på min ferie et opkald i forbindelse med afviklingen af finalen på GDK CS:GO turneringen. Der var problemer med Wolves' ene spiller, gla1ve, som nægtede at møde op, fordi han ikke måtte have sin kæreste med ind i TV-studiet.

Holdene var forinden blevet gjort opmærksomme på, at der maksimalt måtte være fem spillere plus én manager i TV-studiet. Det var dét, som var besluttet og informeret til holdene, så produktionsholdet kunne afvikle finaleshowet med fuld arbejdsro og uden problemer.

Spillerproblemet blev dog løst på selve dagen. Jeg kunne passe min ferie, og finalen blev afviklet i god ro og orden - dog med en forsinkelse på 45 minutter. Efter hjemkomst fra min ferie har redaktør på Gaming.dk og tilrettelægger på finaleshowet, Kasper "munkefar" Alstrup, indgivet en klage over gla1ve.

Sagen er blevet undersøgt af turneringsledelsen, og vi er kommet frem til, at gla1ve har brudt sig på Gaming.dks regelsæt om spilleres opførsel – og ikke mindst sat hele produktionsholdet, sit eget hold og myXMG under unødvendigt pres.

Søndagen startede med, at alle - med undtagelse af gla1ve - mødte op. Han udeblev, idet Wolves havde en manager i forvejen (Nicos kæreste), som var mødt op i studiet. Gla1ve måtte derfor ikke tage sin egen kæreste med jævnfør beslutningen om, at der var adgang til fem spillere plus én manager.

For at hele finaleshowet ikke skulle blive en kæmpe fuser, alt arbejdet gå tabt, sponsorer pisset op ad ryggen og - mildt sagt - penge kastet ud af vinduet, så gav produktionsholdet grønt lys for, at gla1ve kunne tage sin kæreste med. Det var dét eller intet show.

Et sådant ultimatum er på ingen måde i trit med, hvad vi her på Gaming.dk anser som god opførsel. Det er hverken professionelt eller sportsmandslignende adfærd, som vi forventer af vores deltagere. Derfor er dommen klar: En sådan adfærd hører ikke hjemme, og den eneste måde, hvorpå deltagere lærer det, er ved at mærke konsekvenserne.

gla1ve var ene mand, og med vilje, skyld i en forsinkelse af finaleshowet på 45 minutter. At fjerne produktionsholdets fokus fra showet, samt blæse stort på sine medspillere og modstander, der var mødt op til tiden, er ikke i orden.

Derfor siger vi ”nej tak” til gla1ve det næste halve år i alle vores aktiviteter, mens hans bøde overføres til en juleturnering, så andre brugere af Gaming.dk kan få glæde af pengene.

- Frederik "realition" Byskov, på vegne af Gaming.dks turneringsledelse.

Artiklen er skrevet af Christian Slot, ekstern freelance-journalist, for Gaming.dk, da Gaming.dks redaktør, Kasper Søgaard Alstrup, selv har været aktiv i den pågældende sag.