Det har været et fed og underholdende weekend, eftersom arrangørerne bag Dreamhack eventen endnu engang kunne åbne dørene op for et fedt arrangement, Dreamhack Winter 2014. I alt 16 hold var draget til Sverige for at spille med i kampen om guldet - heriblandt tre danske.

Team Dignitas og myXMG var blevet inviteret, mens Copenhagen Wolves vandt sin plads igennem en kvalifikation en uge før eventen. Vi var dermed den nation, sammen med Sverige, som var bedt repræsenteret i Counter-Strike turneringen.

Selvom Danmark stod for godt en femtedel af de deltagende hold, blev det ikke til mere end en kvartfinaleplads, hvor Team Dignitas måtte se sig slået ud af ukrainske Natus Vincere med et kedeligt 0 - 2 nederlag. De andre danske hold måtte udgå efter gruppespillet.


(Foto: Dreamhack)

CPH Wolves var "ikke-tilstede".

Danske Copenhagen Wolves fandt ud af, at de skulle deltage ved en af årets største og mest prestigefyldte turneringer blot fem dage før start. Dette blev aktuelt, efter de vandt deres respektive kamp i kvalifikationen over 3DMAX. Man kunne dog tydeligt se på deres spil, at de manglede træning.

Ulvene fik kun tilkæmpet sig i alt 16 runder i de to kampe, de nåede at spille ved eventen, inden de røg ud. Tætteste kamp var mod tyske PENTA Sports, som de danske spillere uden tvivl ville kunne slå, hvis de havde deres normale niveau.

Holdets anden modstander, IBUYPOWER, burde også have været en overkommelig mundfuld, men her blev danskerne tævet sønder og sammen 4 - 16. Gaming.dk fik fingrene i en af holdets spillere, Jacob "Pimp" Winneche, der siger følgende omkring deres præstation.

Alt, der kunne gå galt, gik mere eller mindre galt for os til Dreamhack. Det er ingen hemmelighed, at vi bare fem dage inden afrejse til Dreamhack, var i Sverige for at kvalificere os til tuneringen. Før den mulighed opstod grundet alt det snyderi, havde vi ikke rigtig trænet i et stykke tid efter ESWC, da vi jo var overbeviste om, at vi ikke skulle spille noget vigtigt i nærmeste fremtid.

Det kunne nemt mærkes, da vi spillede mod IBUYPOWER og PENTA. To hold, jeg på en normal dag og med samme træningsmængde, vil sige, vi skulle slå hovedparten af gangene. Desværre gik det ikke sådan, og vi står tilbage med to tabte kampe, og en røvfuld vi ikke lige havde set komme, selvom vores forberedelse har været minimal, desværre!

Der bliver ikke meget pusterum for de københavnske ulve, da de allerede skal i aktion i starten af den kommende uge, hvor de kæmper om en finaleplads i GDK CS:GO Turneringen, hvis finalerne bliver afviklet i Aarhus.

The struggle is real, myXMG

Ja, så kom der lige en engelsk vending ind over. Det meget omdiskuterede hold slog heller ikke igennem til denne event. Allerede tilbage, da de blev inviteret til Dreamhack Winter 2014, spåede de fleste dem ikke særlig mange chancer, og folk var uforstående over arrangørernes valg omkring at invitere dem.

De kom dog til Sverige og skulle kæmpe i en gruppe bestående af et par prominente navne i form af Virtus.pro og Natus Vincere. Også Flipsid3, der kvalificerede sig gennem samme turnering, som Copenhagen Wolves gjorde, var at finde i gruppen.

Første kamp var mod det polske superhold, Virtus.pro, og det blev ikke til en fed oplevelse. Kun to runder lykkedes det danskerne at hive i hus. I anden kamp var det så her, hvor myXMG skulle levere en god indsats, da det var mod Flipsid3, at de havde bedst mulighed for tre point - dette skete dog ikke. 

Team Dignitas' idéforladte Terrorist side

En af de helt store danske håb, Team Dignitas, fejlede atter engang og måtte gå ud i kvartfinalen efter en yderst skuffende indsats på Terrorist siden. Det startede ellers godt ud for de danske spillere, der noget problemfrit vandt begge deres kampe i gruppespillet.

Da ukrainske Natus Vincere så stod på den anden side i kvartfinalen, fik piben dog en anden lyd. Det blev kun til i alt fire runder som terrorist på begge maps, mens der blev hevet 12 runder hjem på Counter Terrorist siden i alt.

Dog var det positivt, at en af holdets spillere, Rene "cajunb" Borg, viste rigtig gode takter, og han endte blandt eventens ti bedste spillere, hvis man kigger på KDA (Kill, death, assist red.). Selvom cajunb gjorde det godt, var det dog ikke nok for danskerne, som igen må se sig selv misse semifinalerne.

Foto: Gosugamers

Oprindeligt skulle Team Dignitas have deltaget ved ESEA Season 17 LAN Finals, som bliver afviklet i næste uge fra den 5. december 2014, men holdet har valgt at melde fra, hvilket giver dem lidt tid og ro til at få samlet tankerne og trænet.


Det blev altså heller ikke denne gang, at Danmark hev metal hjem til en major turnering. Det positive er dog, at 2015 nærmer sig med hastige skridt, hvilket betyder, at der forhåbentlig kommer endnu flere Counter-Strike: Global Offensive turneringer.

Gaming.dk slutter dækningen af for denne gang. Tillykke til franske Team LDLC, som vandt eventen, mens Ninjas in Pyjamas fik vist fanen frem med solidt spil efter tilføjelsen af Mikail "Maikelele" Bill, som gjorde det acceptabelt gennem hele eventen.