Gamers Impact har for to dage siden offentliggjort, at de vil arrangere en turnering, hvor formålet er at indsamle penge til børn i nød. Der indsamles penge ind til henholdsvis The AbleGamers Charity, som formår at gøre videospil en realitet for børn med diverse handikap, og Extra Life, som støtter børnehospitaler i både USA og Canada. Turneringen starter i morgen, den 15. november 2014, klokken 15:00 dansk tid. 

Turneringen indeholder kun én gruppe, bestående af fire hold. Gruppen ser således ud:

  •  Copenhagen Wolves
  •  mousesports
  •  dAT
  •  k1ck

Vinderen af turneringen vinder €1.000, tilsvarende cirka 7.400 kroner. Andenpladsen modtager også en præmie, i form af €500, tilsvarende cirka 3.700 kroner.

Én af arrangementets hovedsponsorere, KnightSwarm, har ligeledes valgt at donere den samlede pulje til de to respektive velgørenhedsorganisationer. Arrangørerne bag begivenheden håber samtidig på, at størstedelen af seerne vil donere til sagen. 

Man kan, som seer, donere til The AbleGames Charity og Extra Life og dermed være tilmeldt en konkurrence, hvori man kan vinde adskillige spændende præmier, blandt andet en selvbygget PC til en værdi af €1.500 (11.000 kroner). Bemærk dog, at man som minimum skal donere $5. Jo flere gange du donerer $5, jo flere entries får du, hvilket øger din chance for at vinde. Du kan også donere direkte på Gamers Impacts egen hjemmeside, hvor du også kan finde yderligere information om selve arrangementet.

Kampene kan følges fra klokken 15:00 på Gamers Impacts egen Twitch-kanal, men Copenhagen Wolves skal først i kamp klokken 17:00.