Her til aften skulle danske Team Dignitas have haft mødt franske Team LDLC i finalen ved Hitbox Grand Final i kampen om guldet, men sådan kom det ikke til at gå. Danskerne endte nemlig med at give op efter at have vundet første map.
Klokken 19:00 blev opgøret mellem Team Dignitas og Team LDLC skudt i gang. Klokken 22:00 måtte de danske spillere dog smide håndklædet i ringen og give op eftersom holdets ene spiller, Nicolai "device" Reedtz, konstant blev DDOSet.
Gaming.dk fik en kommentar fra en tosset Peter "dupreeh" Rothmann lige efter kampen.
Ddos vinder endnu engang over os. Har mest af alt lyst til at hoppe ud af vinduet lige nu. Men whatever. Fin kamp, men at tabe på ddos er bare latterligt. Admins var ikke meget problemløsende, så tror det er sidste gang, vi er med i deres liga.
Som det kan ses i ovenstående udtalelse, er holdet heller ikke just tilfreds med den måde, de blev behandlet på af admins. Efter at have vundet første map fik de ikke lov at rykke kampen til en ny dato.